Under stor festivitas blev naturstien Fodsporet indviet for ni år siden. Den 48 kilometer lange vandre- og cykelsti mellem Næstved, Skælskør og Slagelse skulle lokke flere folk ud i naturen.
Den snorlige nedlagte jernbanestrækning er dog ikke blevet det store trækplaster for hverken fodfolk eller cyklister. Den er simpelthen for kedelig, så nu skal den friskes op for at gøre turen ud i det blå mere attraktiv.
Sammen med nabokommunerne Sorø og Slagelse er Næstved derfor klar med en fælles ansøgning til Nordea Fonden om fem millioner kroner til nye stisystemer, der skal lede folk væk fra Fodsporet og ud i skove og nærliggende landsbysamfund.
Kommunen er også klar til at lancere et sammenhængende stisystem rundt om Næstved med tydelig skiltning, så folk ikke farer vild og med i puljen er også en ny sti mellem Mogenstrup og Fårebakkerne.
Ansøgningen til fonden opererer med, at kommunen selv står for 50 procent af finansieringen til nye rekreative ruter og stier ud i naturen. I Slagelse går ansøgningen på flere stier ud i naturen fra byens belastede boligområder og i Sorø er man klar med projektet »Mere gang i naturen«, der skal lokke dem der ikke motionerer til hverdag ud i det blå.
Forslaget behandles af Teknisk udvalg på mandag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her