
Da to syriske mænd på 25 og 30 år i marts sidste år ved Retten i Næstved blev fundet skyldige i hashhandel, blev de begge udvist fra Danmark.
De accepterede deres straffe på henholdsvis seks og fire måneders ubetinget fængsel, men de ankede udvisningen på stedet.
Derfor har Østre Landsret netop behandlet sagen igen, og her nåede man frem til akkurat samme resultat som byretten: Dommen blev stadfæstet, og mændene udvises.
Politiet kom på sporet af de to syrere første gang, da de i slutningen af juli 2019 standsede den 25-årige på et stisystem i Næstved. Her havde han små 40 gram hash og fire joints på sig, samt 800 kroner for den mængde han allerede havde solgt. På mandens adresse fandt ordensmagten yderligere 7,5 gram.
I løbet af sensommeren og efteråret 2019 stødte politiet på manden flere gange i Næstved, og hver gang havde han hash og kontanter fra hashsalg på sig. 8. august blev han snuppet med 32 gram, 24. september med 62 gram og 14. oktober med 9,5 gram. Ved sidstnævnte lejlighed blev der fundet yderligere 72 gram hash på den 24-åriges adresse.
- Det fik politiet til at observere ham nærmere, og de kunne konstatere, at han havde sin gang på to adresser tæt på hinanden i nærheden af politistationen på Parkvej, fortalte anklager Skipper Falsled til Sjællandske i forbindelse med den oprindelige retssag.
Politiets observationer betød også, at man fandt frem til en medgerningsmand: En 30-årig syrer.
I midten af december forrige år slog ordensmagten til og ransagede begge adresser, hvor den 25-årige havde haft sin gang - herunder den 30-åriges bopæl. Der fandt de 830 gram hash samt regnskabsmateriale, som indeholdt oversigt over, hvordan salget var forløbet de første par uger af julemåneden.
Efter politiets opfattelse angav tallene i regnskabet, hvor mange hashklumper á 1,7 gram der var solgt, og mændene blev således tiltalt for at have handlet godt 4,7 kilo i december. Byretten mente dog, at tallene var reelle gramangivelser, og derfor blev syrerne dømt for en noget mindre mængde: Godt 2,7 kilo.
Alt i alt blev mændene fundet skyldige i at have handlet omkring 3,5 kilo hash - den 25-årige en smule mere.
Retten i Næstved besluttede, at begge mænd skulle varetægtsfængsles, men det blev kæret til landsretten, som dengang gav udlændingene medhold og løslod dem. De har således været på fri fod i et lille års tid, men nu klapper fælden, og de skal sendes hjem til Syrien.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her