
- Vi går efter at sætte ny Danmarksrekord i antallet af deltagere på vores kommende generalforsamling. Den nuværende rekord er på 10 og blev sat ovre i Jylland. Normalt plejer vi at være to-tre stykker foruden bestyrelsen, lyder det fra Formanden i Hjerteforeningens lokalafdeling i Næstved, Steen Ryttels.
Hjerteforeningen i Næstved har 2407 medlemmer, men det kniber med tilmeldingerne fra medlemmerne, når den årlige generalforsamling skal afholdes og bestyrelsen vælges.
I år øjner Hjerteforeningen dog muligheden for at gøre begivenheden til den mest besøgte generalforsamling nogensinde. Årsagen skal findes i Covid-19, som betyder, at Hjerteforeningen i Næstved er nødsaget til at afholde generalforsamlingen digitalt.
De samme positive toner har formand Steen Ryttels også, som allerede har modtaget flere forhåndstilmeldinger end tidligere.
- En digital platform for årets generalforsamling er en rigtig god måde at aktivere de medlemmer, som ikke traditionelt deltager i generalforsamlingerne. Vi forventer en større deltagelse i år, da vi giver folk mulighed for at tage stilling og deltage elektronisk. På den måde reducerer vi blandt andet transporttiden til nu blot at være afstanden fra kaffemaskinen til sofaen, fortæller han.
En anden udfordring, Steen Ryttels oplever, er, at medlemmerne er lettere tilbageholdende, når de skal begive sig ud i det digitale univers, men den frygt er helt og aldeles ubegrundet.
Ved tilmelding modtager deltagerne en udførlig guide til, hvordan man kan logge på den digitale generalforsamling, og har deltagerne problemer, kan de søge teknisk support hos Hjerteforeningen, som altid sidder klar til at hjælpe.
Genrealforsamlingen afholdes tirsdag den 9. marts klokken 19 til 20. Tilmelding sker via mail til Steen Ryttels på ryttels@mail.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |