
Næstved Havns fremtid som erhvervshavn ligger på Ydernæs. Det er årsagen til, at Næstved Havn har overtaget 26 hektar jord på Ydernæs. Havnen har mageskiftet en velbeliggende havnegrund tæt på Næstved centrum med det store areal på Ydernæs.
Her skal anlægges 350 meter kajanlæg, og ifølge havneformand Per Sørensen er det planen at starte det store byggeri allerede næste år. Næstved Havn har afsat 20 millioner kroner til havne-byggeriet i 2017 og 2018.
- På den lange bane kan jeg godt forestille mig, at en del af havnens aktiviteter flyttes til den nye havn på Ydernæs. Men i første omgang bliver Ydernæs-havnen et supplement til vores havn. Vi mangler plads. Der er areal til et pakhus mere, så er alt optaget. Og sidste år havde vi en vækst i godsomsætningen på 30 procent, siger Per Sørensen til Sjællandske.
I årevis har der været debat om Næstved Havn, der har status af erhvervshavn. Det har blokeret for udvikling til mere rekreative- og erhvervsmæssige aktiviteter. Og boliger har været udelukket. I dag er havnen terrorsikret med et gigantisk hegn, som de færreste opfatter som et plus for Næstved.
I takt med at havne-anlæg flyttes til Ydernæs, kan arealerne reduceres. I første omgang er det planen, at sten- og sandfiskeren Mette Pan skal flyttes til Ydernæs.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her