24. juni 2021
Mellem to vindmøller på en mark i Spjellerup blev aftenens scene pustet op. Fotos: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Mellem to vindmøller på en mark i Spjellerup blev aftenens scene pustet op. Fotos: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Elektropop-trio landede på mark i Spjellerup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Elektropop-trio landede på mark i Spjellerup
Næstved - 19. maj 2021 kl. 04:45
Af Jeppe Sahlholdt

Grønt græs så langt øjet rækker ned mod horisonten i vest. På en bakketop udenfor Næstved står den danske elektropop-trio WhoMadeWho og spiller koncert under et oppusteligt rumskib. Marken er øde for mennesker, men på fredag ser millioner med fra hele verden.

arrow Læs også: Støttekroner til Sjællands Musikkorps

En drone fræser rundt om vindmøllens vinger. Ind mellem træerne. Dane Grace er danmarksmester i droneflyvning, og han skal filme koncerten fra oven. Omkring ham står en række automatiserede filmkameraer og snurrer i sine stativer. Dane Grace står med virtual reality briller og styrer den lille flyver med en controller. Ligesom et computerspil.

Dronen flyver over de tre medlemmer i elektropop-trioen WhoMadeWho, mens de går langs den grønne græsmark. Aftenens koncert er uden publikum, og skal filmes til den amerikanske festival Lightning In A Bottle. Hele filmholdet skal derfor gemme sig bag en række paller små 100 meter væk, så det ligner, at bandet er landet på en øde planet. Rundt omkring lyser små funguslignende lamper op.

Scenen ligner et gigantisk skumfiduslignende rumskib. Kunstinstallationen er designet af en arkitekt fra Bjarke Ingels Group.

Trommeslager og producer i bandet, Tomas Barfod, er vokset op i lokalområdet. Hans gamle klassekammerat ejer græsset, som rumskibet er landet på. Græsset plejer at blive solgt til plænen i Tivoli i København. Lige ved siden af marken ligger Quistgaarden - 20 kilometer vest for Næstved.

WhoMadeWho har de sidste 15 år opbygget en fanbase over hele verden. Forude venter en lang turné i USA. Koncerten er på grund af coronarestriktionerne uden fysisk publikum, men bandets manager forventer, at mellem en og to millioner mennesker vil se med på fredag, når koncerten sættes fri på internettet. Det er den slags digitale koncerter, som kan åbne øjnene for de internationale bookere, fortæller manageren.

- Dette er en kæmpe chance for os, siger Oliver Barduhn, på engelsk med tysk accent. Han mødte bandet i Berlin for ti år siden, og har arbejdet sammen med dem lige siden.

- De er kunstnere. Jeg har aldrig mødt nogen lignende, siger han med patosfyldt stemme.

Hjem til rødderne

Tomas Barfod går rundt og snakker med det hold, som filmer koncerten. De fleste er enten familie eller venner. Himlen danner dramatiske skyformationer over scenens hvide kupler. I horisonten lyser en stribe sollys, som kun venter på at blive sluppet fri af de tunge skyer.

Barfod er trommeslager og producer i bandet. Han bærer en sort kasket, og hvad der ligner et hvidt slagterforklæde. Et af de kendetegnende træk ved WhoMadeWho, er at de næsten altid spiller koncerter i det samme tøj.

Tomas Barfod stiller sig sammen med Jeppe Kjellberg og Tomas Høffding, som også har hvide dragter på. Foran dem står DJ-pulten med instrumenterne liggende klar.

WhoMadeWho har altid stræbet efter at være visuelt imponerende til deres koncerter. For en måned siden spillede bandet en lignende filmet koncert foran det historiske Abu Simbel tempel i Egypten, hvor næsten to millioner mennesker har set med på YouTube. Den overvældende ørkenscene er i dagens anledning skiftet ud med mere rolige omgivelser på Sydsjælland, men Tomas Barfod har store forventninger til solnedgangen.

Han har boet i området i syv år, da han var barn. Siden flyttede han med sin familie til Karrebæksminde, så han kender området godt. Det er også det slægtskab med området, som gør koncerten så speciel, fortæller han.

Skybrud

Der har været det, der kunne minde om skybrud på Sydsjælland fra morgenstunden mandag i sidste uge, hvor koncerten blev indspillet, men utroligt nok er marken i Spjellerup gået fri fra regnen. Der er en smule panik før lukketid, og sådan er det også på de store festivaler, siger Jeppe Kjellberg. Han spiller bas og synger i bandet.

- Vi har været totalt heldige med regnen, men vi havde lidt problemer med mikrofonerne, som gav stød, når vi nærmede os. Men alt er klar nu, siger han.

Siden det selvbetitlede debutalbum i 2005, har bandet udgivet seks albums, og glæden, energien og legelysten har kun udvidet sig med tiden. De sidste 15 år har budt på genreskift, gribende musikvideoer og intense live-optrædener.

Tre gange Roskilde Festival og en enkelt optræden på den amerikanske festival Burning Man i Nevada Ørkenen. Særligt den oplevelse har formet bandet siden, fortæller Jeppe Kjellberg.

- Vi har udviklet os fra at spille glad danserock til noget mere eksperimentelt og modent. De der rockkoncerter, hvor man træder op på monitoren og skråler, er vi gået væk fra, siger Jeppe Kjellberg.

Bandet er i stedet blevet mere indadskuende. Til aftenens koncert har de intet publikum at forholde sig til. Kun hinanden og dronen, der svæver over dem.

Stor mulighed

WhoMadeWho er blevet booket af den amerikanske festival Lightning In A Bottle, som i stedet for at aflyse årets festival i Californien, har gjort den virtuel. Derfor kan millionvis af interesserede koncertgængere logge ind og se koncerter digitalt fra den 21. maj.

Det danske band håber på samme antal visninger, som koncertfilmen i Egypten gav. Selvom man ikke har kunne spille foran et live publikum i et år, så er det stadig en fed fornemmelse at vide, at så mange tusinde mennesker følger med i det, de laver, fortæller Tomas Barfod.

Den hvide og oppustelige kulisse tårner sig op i landskabet ned mod søen bag bandet, mens de får taget billeder og snakker sammen.

- Vi elsker oppustelige ting. Vi har altid forsøgt at bruge virkemidler, som giver en ekstra dimension i koncerterne, siger Jeppe Kjellberg.

Bandet har brugt det meste af det sidste år i studiet på at indspille et nyt album, og forsamlingsforbuddene rundt omkring i verden har gjort det svært at planlægge en turné indtil nu. Derfor er det sjovt, at bandet alligevel kan være et navn på de store festivaler i år, fortæller Tomas Barfod.

- Det er for vildt at starte sommeren med en stor koncert herhjemme i Spjellerup, lyder det fra trommeslageren.

Koncerten kan streames på festivalen Lightning In A Bottles hjemmeside på fredag den 21. maj.

arrow Tilflytter: Derfor valgte vi Hyllinge
19. maj 2021 kl. 19:52 Opdateret: kl. 16:20
arrow Billedserie: Rykkede massivt ud til pantflaskebrand
19. maj 2021 kl. 13:48 Opdateret: kl. 13:48
arrow Ny præst til sognet
19. maj 2021 kl. 08:56 Opdateret: kl. 08:56
Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstår du deres løn-utilfredshed?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk