

Se billedserie
Det var iskoldt, da Holbæk søndag var vært for DM i cykelcross.
- Kulden var afgørende. Jeg havde så kolde fingre på ruten, siger Caroline Bohé.
Holte-rytteren blev nummer to hos kvinderne, hvor hun måtte se sin tidligere holdkamerat Malene Degn tage guldet 48 sekunder foran hende.
Den teknisk krævende og alsidige rute omkring Absalonskolen i Holbæk blev ikke som ventet en mudret affære. Frosten sørgede for hårde jordstykker, og formanden for Holbæk Cykelsport mener, at det nok gav et mere fair resultat.
- Vi andre havde nok håbet på noget drama på grund af mudderet, men nu blev det et mere reelt væddeløb uden så mange tilfældigheder, vurderer formand Benny Stillhoff Nielsen.
Det udeblevne mudderdrama betød også, at en enkelt håndskade var, hvad samaritterne måtte tage sig af.
Hos mændene vandt Sebastian Fini som ventet. Han havde et minut og 17 sekunder ned til Kenneth Hansen på andenpladsen.
I H50 måtte den tidligere mangedobbelte mester Henrik Djernis fra Kalundborg sande, at formen ikke rakte til en topplacering, og han fik ikke fuldført løbet.
De største lokale medaljehåb var i U15, men her måtte Kalundborgs Lucas Lorentsen nøjes med en femteplads otte sekunder foran Holbæks Kristian Egholm.
De bedste lokale resultater kom i mændenes motionsklasse, hvor Holbæk tog de to første pladser, og Kalundborg tog tredjepladsen. Casper Saltoft vandt foran Jesper Severinsen og Steffen Wieth.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her