24. maj 2019
Fodbold. Danmarksserien. TFC Odsherred-FA 2000. Foto: Brian Jensen
Fodbold. Danmarksserien. TFC Odsherred-FA 2000. Foto: Brian Jensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommune forstår ikke Odsherred-kritik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommune forstår ikke Odsherred-kritik
Lokalsport - 08. maj 2019 kl. 12:17
Af Brian Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

TFC Odsherred har fra den kommende sæson valgt at drosle ned for elitefodbolden og vil fremover satse på egen avl. Ifølge en pressemeddelelse fra klubben er der en række forskellige årsager til beslutningen. Blandt dem er manglende opbakning fra Odsherred Kommune. TFC Odsherred skriver blandt andet i pressemeddelelsen:

»Den manglende opbakning fra Odsherreds kommune har til tider i forløbet været helt fraværende. Her taler vi ikke om et ønske om en prioritering frem for andre klubber i Odsherred, fordi vi er placeret der hvor holdet nu engang har kvalificeret sig til, men bare det at leve op til de aftaler som er indgået har desværre vist sig at være umuligt. Der har været væsentlige udfordringer med banepleje, haldrift og planlagte projekter til foreningslivet der nu er taget af budgettet.«

Den kritik kommer bag på Gitte Hededam, der er formand for Kulturudvalget i Odsherred Kommune.

- Vi har en anden oplevelse. Dybest set er det ærgerligt, når der ikke er en dialog. Af de tre anlægsprojekter, som vi har sagt ja til i 2019, er opgraderingen af lysforholdene i Vig et af dem. Jeg mener også, at de har ansøgt om udvidelse af klubhuset, hvor vi har stillet os velvillige. Vi har også lyttet meget til banepleje. Lige præcis banepleje, der har vi lavet en aftale med en ny leverandør, efter at det var i udbud, og der er en dialog-aftale med de enkelte klubber inde i aftalen. Og vi hører fra andre klubber, at de er tilfredse, siger Gitte Hededam, der gerne vil have fodboldklubbens problemer uddybet.

- Når der har været noget, har vi været lydhøre. Men vi vil gerne i en dialog og høre, hvad det er for nogle ting. Det ville være interessant at få en dialog, siger hun.

TFC Odsherred holder dog fast i kritikken.

- Vi har haft masser af møder med kommunen, så det vil jeg kalde at vaske hænderne. Der er ikke den opbakning, som vi kan mærke klubber får andre steder. Politikerne i vores kommune er ikke sportsminded, det er kunst, det handler om, finkultur og teater. Sporten er nedprioriteret i forhold til finkultur, siger TFC Odsherreds sportschef, Henrik »Småtte« Pedersen, der ikke mener, at kommunens banepleje har været i orden.

- Banerne har været knoldede og farlige for spillerne, når vi har trænet i Herrestrup og i Vig, og det er absolut ikke prioriteret at give dem pleje. Det er rigtigt, at der er ansat nye folk til baneplejen, men de har jo ikke fået så mange chancer endnu, siger Henrik »Småtte« Pedersen.