
Efter nogle urolige måneder præget af coronapandemiens restriktive konsekvenser, nærmer turneringsstarten i den lokale fodbold sig for alvor.
Mens Holbæk i 2. divisions vestkreds først skal i gang med turneringen søndag den 30 august på udebane mod Thisted, lyder startfløjtet i seriefodbolden allerede på lørdag og søndag.
Langt om længe skal de lokale hold i sjællandsserien og nedefter i gang med kampen om pointene, og tirsdag aften pudser en del af dem formen af med trænings- eller pokalkampe.
Holbæk, der startede træningen for en god uges tid siden og i lørdagens sommerhede spillede 0-0 i den første træningskamp mod 2. divisionkollegerne fra Skovshoved i Holbæk Sportsby, spiller tirsdag aften klokken 18.30 en træningskamp mod Tuses bedste hold i forbindelse med indvielsen af sjællandsserie-klubbens nye kunstgræsbane.
Tuse, der turneringsstarter lørdag på egen bane mod Næstveds divisionsreserver, har vundet stort og spillet uafjort mod henholdsvis Stenløse og Fårevejle i de to første træningskampe, mens Raklev fra serie 1 blev besejret på egen bane med 1-4 i lørdagens varme testkamp.
Fårevejle, der senest har spillet træningskamp mod Kalundborg fra serie 2 - og i øvrigt skyder turneringen i gang på søndag med hjemmekamp mod Holbæks divisionsreserver, får tirsdag aften klokken 19 besøg af Ringsted fra sjællandsserien i tredje runde af pokalturneringen. Tidligere har Fårevejle slået serie 1-kollegerne fra Holbæk United og Gislinge fra serie 3 ud af turneringen.
Raklev, der hjemme på banen ved Røsnæshallen, sæsonstarter mod Benløse, får efter alt at dømme nok at se til, når den tidligere Svebølle- og TFC Odsherred-træner Erdogan Aslans danmarksseriehold fra Ishøj kommer forbi tirsdag aften. Raklev har tidligere slået serie 4-holdene fra Hørve og Nykøbing ud af pokalen.
Undløse er det laveste rangerede lokale hold tilbage i pokalturneringen, og serie 2-holdet bliver efter alt at dømme kraftigt udfordret, når BSF fra danmarksserien kommer på besøg klokken 19 på Undløse Stadion.
Undløse har tidligere slået Vallenbæk fra serie 1 og Såby Fodbold ud af pokalturneringen. På lørdag er Såby Fodbold igen modstander i første turneringskamp på udebane i serie 2.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her