17. september 2021
Christoffer Lisson er tilbage efter skade og stiller søndag op i det belgiske endagsløb Antwerp Port Epic. Foto: Kenn Thomsen
Christoffer Lisson er tilbage efter skade og stiller søndag op i det belgiske endagsløb Antwerp Port Epic. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lisson er tilbage i feltet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lisson er tilbage i feltet
Lokalsport Nordvestnyt - 08. september 2021 kl. 18:35

To operationer, seks måneders genoptræning og 11 måneder uden cykelløb har Riwal Cycling Teams Christoffer Lisson været igennem, men nu er den 25-årige rytter fra Kalundborg endelig ovenpå igen og tilbage i feltet.

Alene Christoffer Lisson's resultatliste fra 2020 taler sit tydelige sprog. Noget var ikke helt som i 2019, hvor den talentfulde rytter blandt andet havde hevet 25 top 10-placeringer hjem - deriblandt en niendeplads i PostNord Danmark Rundt. En 14. plads var hans bedste resultat i 2020. Noget var ikke, som det burde være.

- Der er gået 11 måneder siden, at jeg sidst kørte løb, da sæsonen sluttede. Der havde jeg fundet ud af, at der var noget galt, men den eksakte diagnose får jeg først stillet i starten af februar, hvor lægerne var helt sikre på, hvad der var galt. Der havde jeg været igennem en masse forskellige test og prøver først, siger Christoffer Lisson.

Diagnosen var, at han havde Iliac Artery Endofibrosis i begge ben. Når han pressede til på cyklen snævrede hans arterier i benene til og blod - og derved ilttilførslen blev væsentligt forringet. Det krævede to separate operationer med måneders mellemrum og to lange genoptræningsperioder, før han igen kunne kravle op på sin cykel.

- Den første måned efter hver operation måtte jeg kun gå en kort tur om dagen - og meget stille og roligt. Det har været med at finde tålmodigheden frem og finde andre ting, man kunne fordybe sig i og bruge tiden på. Heldigvis har holdet kørt masser af cykelløb, som jeg har fulgt med i. Det har da givet en smule følelse af, at jeg ikke har været helt ude af det. Jeg tror aldrig, jeg har set så meget cykelløb på tv før, siger Christoffer Lisson, der løbende har fået støtte til at håndtere situationen.

- Det har været en hård periode. Jeg har snakket med Christa (Riwals mental coach Christa Skelde, red.) for at få nogle værktøjer til, hvordan jeg kunne bevare tålmodigheden. Først to måneder efter den anden operation måtte jeg begynde at træne igen. Men tiden er faktisk gået hurtigt alligevel, da jeg har været til fysioterapi, genoptræning, laserbehandling og tjek up på operationerne, hvilket der er gået meget tid med, siger han.

- Det har været værst mentalt. Inden operationerne var det møgirreterende ikke at kunne træde så mange watt som før, og det bliver man frustreret over i hovedet. Det har selvfølgelig været træls, at jeg ikke måtte træne, og at jeg har haft ondt efter operationerne, men det vidste jeg blev bedre, og det var noget, jeg skulle over for, at jeg igen kunne komme til at cykle, fortæller Lisson, der i dag træner uden mén.

- Jeg har det godt. Det er egentlig bare en fed følelse at være tilbage og kan træne frit uden at være hæmmet af, at jeg ikke får ilt nok til musklerne.

Over al forventning

Så efter 11 måneder uden cykelløb, så fik Christoffer Lisson i weekenden sin sæsondebut, da han sammen med sin holdkammerat Morten Nørtoft kørte de danske A-løb i Fredericia og Kolding - med en 21. og 22. plads til følge.

- Det gik over al forventning. Jeg håbede, at jeg kunne være med den første time eller to, og så ville jeg blive sat på en bakke eller i sidevinden, men jeg fandt egentlig hurtigt ud af, at jeg ikke blev sat. Jeg var overhovedet ikke blandt de bedste, men jeg kunne følge med, og det var langt over, hvad jeg havde regnet med. Det var mega positivt og et kæmpe mentalt boost, siger Lisson, der før løbet ikke vidste, hvor han stod.

- Jeg var lidt nervøs inden start, så det var en lettelse. Jeg kunne sænke skuldrene lidt og sige, at det egentlig ikke var så slemt mere. I lang tid har jeg ikke kunnet sige, om operationen havde virket, men nu ved jeg, at det blot er et spørgsmål om tid før, at jeg er tilbage på toppen igen. Nu føler jeg, at det bare handler om træning, og det kan jeg selv gøre noget ved, siger han.

Og med 11 måneders pause i kroppen, så er motivationen høj for igen at komme ud på cyklen. For hvor konkurrenterne har mange kilometer i benene, så er Riwal Cycling Team-rytteren først lige begyndt at sætte kilometerne i banken.

- Jeg står og skraber i jorden, som de fleste andre gør i februar. Der er nok nogen, der er trætte af at træne nu, men jeg har det helt modsat - motivationen er høj. Og efter denne weekend blev jeg bare endnu mere motiveret, for den træning jeg laver, den virker faktisk, siger han.

Internationalt løb i vente

Senest Christoffer Lisson var med Riwal Cycling Team til et internationalt UCI-løb, var for over et år siden, men søndag er han igen i truppen på Danmarks cykelhold til det belgiske endagsløb Antwerp Port Epic.

Men et internationalt løb med deltagelse af blandt andet Mathieu van der Poel er en helt anden udfordring end de danske løb. Derfor har Christoffer Lisson ikke de store forventninger til løbet, men alene igen at sætte løbsnumre på til en belgisk klassiker er specielt.

- Det er befriende, men jeg tør ikke forvente noget af løbet. Jeg er afklaret med, at jeg ikke kommer til at køre med om sejren eller overhovedet gøre en stor forskel, men hvis jeg kan være med den første time eller to, hjælpe de andre og måske hente nogle dunke eller give et hjul, hvis de punkterer, så har jeg gjort en lille forskel for holdet, og det glæder jeg mig bare til at kunne, siger han.

- Jeg må bare se, hvordan det går. Jeg håber da på at komme igennem, men det er nok mere håb end en reel tro. Et løb på 180 kilometer med brosten og grus i Belgien, der skal man generelt bare være rigtigt skarp. Men det bliver fedt bare at komme tilbage og mærke stemningen ved sådan et stort UCI-løb, siger Christoffer Lisson.

Synes du, at kommunen er der for dig?