
De havde selv tabt de to første kampe og var oppe mod et hold, der i sidste sæson var snublende tæt på at spille sig i landet bedste række.
Men det forhindrede ikke Holbæks oprykkere i at spille sig til den første sejr nogensinde i tennissportens 1. division, da Øresund Tennis blev slået på egen hyggelig bane i Humlebæk med 2-4 efter et gys af en holdkamp i lørdagens sommerhede.
Med sejren tog holbækkerne et stort skridt væk fra bunden til en placering midt i tabellen.
Holbæk Tennis & Padel Klubs spillende cheftræner Mik Ledvonova imponerede ved at slå svenske Carl Bergman med to gange 6-3 i første herresingle og dermed bringe Holbæk foran med 0-1.
Ganske som Ledvonova er den noget yngre svensker tidligere Davis Cup-spiller og har ikke tabt i en holdkamp i flere sæsoner.
Holbæks andensingle Oliver Frederiksen kom hurtigt bagud og tabte første sæt, men førte med 5-0 og vandt andet sæt, inden han måtte overgive sig og tabte med 10-6 i den afgørende match-tiebreak.
Tredjesinglen Henrik Kirkeskov Nielsen vandt første sæt efter tiebreak og tog så sejren med 1-6 i andet sæt.
I tredjesinglen havde tilbagevendte Marcus August Christiansen en sætbold i første sæt, men han tabte alligevel sin kamp med to gange 7-6 og dermed var stillingen 2-2 - og spændingen intens inden de to doubler.
I den første vandt Mik Ledvonova og Oliver Frederiksen rimeligt komfortabelt med 4-6 i første sæt, men tabte det andet med samme cifre. I den afgørende match-tiebreak kom Holbæk-parret bagud med 4-3 men vandt til sidst med 7-10.
I anden herredouble kunne Marcus August Christiansen og Mohammad-Reza Gavanchi så sikre sejren.
Holbæk-duoen spillede sig frem til tre sætbolde, men tabte alligevel første sæt med 7-6. Også andet sæt endte i tiebreak, som Holbæk-konstellationen vandt og dermed skulle det hele afgøres i match-tiebreak. Her kom holbækkerne foran med 4-8, men blandt andet via et par netrullere fik Øresund-parret udlignet til 9-9, inden Marcus August Christiansen og Mohammad-Reza Gavanchi kunne sikre Holbæks historiske sejr med en sejr på 10-12.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her