20. september 2020
Udstillingen med Nancy Spero kan ses frem til 26. april. 
 Pressefoto.
Udstillingen med Nancy Spero kan ses frem til 26. april. Pressefoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Feministisk pionér i opgør med magthaverne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Feministisk pionér i opgør med magthaverne

Louisiana on Paper præsenterer i foråret den amerikanske kunstner Nancy Spero

Lokalavisen Uge-Nyt Fredensborg - 15. februar 2020 kl. 08:00
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den feministiske pioner Nancy Spero bliver for første gang introduceret til et dansk publikum, når hendes værker i udstillingsserien Lousiana on Paper kan opleves i Louisianas sydfløj frem til 26. april.

Hendes mangesidige værk er et opgør med magthavere af enhver slags - politisk undertrykkelse, racisme og mandlig dominans. Den menneskelige skikkelse er det centrale motiv og et forbindende element, skriver Louisiana i en pressemeddelelse.

Udelukkende papir

Tidligt i sit kunstneriske virke traf Spero - kunstneren og aktivisten - beslutningen om, i opposition til den amerikanske kunstverden, at arbejde figurativt. Senere valgte hun at stoppe endegyldigt med oliemaleri på lærred for udelukkende at arbejde med papir som billedmedium.

Nancy Spero blev født i Cleveland, Ohio, og er uddannet på School of the Art Institute of Chicago i 1949. Hun tilbragte efterfølgende, ad flere omgange, en række år i Paris.

I 1964 slog hun sig ned i New York i et forandret USA, der var gået ind i Vietnamkrigen.

Spero tilsluttede sig antikrigsbevægelsen, deltog i forskellige aktioner og engagerede sig i grupper som Artists and Writers Protest Against the War in Vietnam.

Krigen blev i de følgende år det vigtigste tema i Speros kunst, og i årene 1966-1970 opstod 'War Series', en serie på flere end 100 værker, der skånselsløst fordømmer Vietnamkrigen.

Stærkt inspireret af den franske skuespiller, dramatiker og teaterteoretiker Antonin Artaud (1869-1948) fik Spero ny næring til sin billedverden. Indarbejdede citater og figurative fremstillinger er kendetegnende for værkgrupperne 'Artaud Paintings' og 'Codex Artaud', der blev til i årene 1969-73.

Afbilder kun kvinder

I 1972 åbnede det første rent kvindelige non-profit galleri i New York - stadigt eksisterende A.I.R. Gallery (Artists In Residence).

Spero ville sammen med fem andre kvindelige grundlæggere give galleriets medlemmer mulighed for at være permanent til stede i kunstverdenen.

Det blev et afgørende skridt også for Spero, der endnu ikke havde oplevet signifikant offentlig synlighed med sin kunst. Her udstillede hun blandt andet sine billedfriser på lange papirbaner.

Få år forinden havde Spero bestemt sig for udelukkende at afbilde kvindelige væsner i sin kunst - nutidige, historiske eller mytologiske figurer - og hendes oprør mod især kvindeundertrykkelse var derefter fremherskende.

Op gennem 1980'erne og frem til sin død i 2009 var Spero en af Amerikas fremtrædende kunstnere, og hun fortsatte energisk med at vende sig mod uretfærdighed og umenneskelighed.

Afhuggede hoveder

Realiseringen af installationen 'Maypole: Take No Prisoners' på biennalen i Venedig i 2007 var endnu et højdepunkt. Den oprindelige idé til installationen - en majstang, på hvis bånd der hænger afhuggede hoveder - havde Spero allerede udviklet 40 år tidligere i en tegning til 'War Series'.

I udstillingen vises filmen 'Kvinden som protagonist: Nancy Speros kunst'. Den varer 46 minutter, er fra 1993 og instrueret af Irene Sosa.

/jesl

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?