28. marts 2020
Hunden Muffi har været medvirkende til at give Sara Bjelke Refsbech noget at grine af og glæde sig over i dagligdagen. Også kæresten ? som hun bor samen med ? har fortjent en præmie, mener hun.
gallery icon

Se billedserie

Hunden Muffi har været medvirkende til at give Sara Bjelke Refsbech noget at grine af og glæde sig over i dagligdagen. Også kæresten ? som hun bor samen med ? har fortjent en præmie, mener hun.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sara har taget sin historie tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sara har taget sin historie tilbage

Nytårsaften ved indgangen til 2020 forløb uden ubehag eller angst. Det er første gang, siden den nytårsaften for fem år siden, da Sara Bjelke Refsbech blev fuld, udnyttet af to drenge og udleveret på Facebook

Lokalavisen Frederikssund - 26. februar 2020 kl. 09:56
Af Anne Lønstrup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I efteråret sendte DR en podcast i fem dele, hvor 22-årige Sara Bjelke Refsbech fortalte, hvad der overgik hende til en nytårsfest for fem år siden.

Festen blev holdt i hendes hjem i Frederikssund. Hun drak champagne og blev så fuld, at hendes hjerne har slettet en del af, hvad der foregik.

I podcasten 'Blackout - pigen på billedet' fortæller hun om hændelsen, hvor hun i fuldskab havde sex med to drenge uden at vide det. Den ene distribuerede bagefter et foto, som siden gik viralt, og Sara oplevede at blive beskyldt for at være en luder.

Hun kæmpede i flere år for at opretholde en facade af, at alt var okay, men indeni følte hun en skam så stærk, at hun ikke kunne dele sin følelse med nogen.

Podcasten blev vendepunktet. Her fortalte Sara for første gang en større offentlighed, hvad der skete. På forhånd var hun nervøs - for hvad ville folk sige? Hun var bange, men hun vidste, at nu skulle hendes version af historien omsider ud.

"At jeg har lavet podcasten, har givet mig, min familie og min kæreste et sprog, så vi kan tale om det, der skete. Det har hjulpet os alle meget," siger Sara Bjelke Refsbech.

Også uden for familien har podcasten været til hjælp.

Sara har fået mails og beskeder og får stadig hver uge henvendelser fra kvinder, der har hørt hendes historie, og som føler sig mindre alene med lignende oplevelser. Sara har også hørt fra mødre, som fortæller, at podcasten er blevet udgangspunkt for vigtige samtaler med deres børn.

"En kvinde havde i syv år skjult en oplevelse, der lignede min, men havde nu fortalt sin kæreste om det for første gang. For mig er det både rørende og givende, at jeg har kunnet hjælpe andre," siger hun.

En bommert

Når Sara bruger så store ord, skyldes det, at hun ved alt om, hvor ensom man kan føle sig.

Overgrebet skete i 1. G., og Sara valgte at køre videre i sin hverdag, som om intet var hændt, men indeni var der kaos.

"Hvis jeg var blevet tvunget til at erkende, hvad der var sket, havde jeg ikke kunnet gennemføre gymnasiet i Egedal. Så jeg overbeviste mig selv om, at en dag skulle jeg tale om det, men ikke mens jeg gik i gymnasiet," siger hun.

"Opfattelsen var, at jeg havde begået en bommert. Der blev talt om det og grinet ad mig, og jeg prøvede at grine med, men kunne godt mærke, at det overhovedet ikke var sjovt," fortæller hun.

Hun kæmpede en daglig kamp og engagerede sig bl.a. i Egedal Gymnasiums festudvalg og i elevrådet. Hun blev elevambassadør og skrev skolens instagram-profil.

"Alle vidste, hvem jeg var, men jeg vidste ikke, om det var for de ting, jeg engagerede mig i, eller om det var fordi de havde set et nøgenbillede. Vi snakkede ikke om det. Jeg fortalte ingen om, hvad jeg følte. Heller ikke min mor, som jeg ellers altid har haft et tæt og nært forhold til."

"Jeg skammede mig helt vildt meget, og jeg overvejede, om det var værd at være her i verden. Min største mission var, at min familie ikke måtte vide det. Jeg følte mig så klam og værdiløs, og jeg tænkte, at hvis min familie fandt ud af, hvad der var sket, ville de slå hånden af mig, og min lillebror ville ikke ønske at have mig som storesøster," siger hun.

Nogle måneder senere fortalte hun alligevel sin mor, hvad der var sket. Sagen blev meldt til politiet, og den ene af drengene blev dømt for ulovlig billeddeling. Sara begyndte også at gå i terapi, men hun kæmpede med angst og stod stadig alene med oplevelsen i forhold til sine kammerater.

Nu vil jeg leve

Efter gymnasiet kom Sara på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor hun håbede på at få en ny start. Skammen og skylden skulle ikke længere fylde og definere hende.

Til en morgensamling på højskolen fortalte en anden ung pige om at have oplevet et seksuelt overgreb, som var blevet delt på internettet.

"Jeg tænkte, Fuck! Hun fortæller om mine følelser! Omvendt tænkte jeg også, jamen, man kan jo ikke se på hende, hvad hun har gået igennem. Jeg tror, jeg havde en forestilling om, hvordan et offer ser ud."

De to piger begyndte at snakke sammen, og Sara gik for første gang i sine tanker tilbage til den aften.

"Det hjalp mig til at forstå, hvor stort et traume, jeg havde. Jeg havde frygtet, at andre skulle dømme mig. Jeg havde været paranoid, men kort tid efter stod jeg selv frem til en morgensamling. Jeg sagde: 'Jeg er ikke det, jeg har været udsat for. Nu har jeg kæmpet i tre år for at overleve. Nu vil jeg leve."

De andre højskoleelever roste og anerkendte hende for at have fortalt om alt det, der havde smertet hende.

"Bare det at høre mig selv sige de ord, var forløsende, og bagefter var folk så respektfulde," fortæller hun.

Lette bekymringer

På højskolen havde Sara radio, og ideen om at lave en podcast begyndte at forme sig. Hun kom i kontakt med et produktionsselskab, men da arbejdet med podcasten begyndte, røg hun ned i et hul og måtte trække stikket i en periode. Hendes krop og sind gik igennem oplevelsen på ny, og hun måtte bede om en pause.

Trods tilbageslagene - og der kom også en nedtur tæt på udgivelsen af podcasten - føler Sara sig i dag sikker på, at det har været rigtigt at fortælle om overgrebet.

"Det har været grænseoverskridende, og det satte gang i min angst at skulle tale om det. Men der kom mere ro på, efterhånden som tiden gik, og jeg føler, at jeg med podcasten har taget min historie tilbage. Jeg havde frygtet nytårsaften i år, men jeg havde ikke angst, og efterhånden er det flere måneder siden, jeg har haft et anfald. Dem var der ellers mange af i 2019, og jeg aflyste mange aftaler af den grund," siger hun.

Hun håber at kunne hjælpe andre, og hun opfordrer kvinder til at støtte hinanden:

"Alle unges største frygt er at blive sat uden for fællesskabet. Men hvis vi kan råbe hinanden op og skabe et fællesskab ved at tale højt om de ting, der gør ondt, kan det sætte noget i gang."

Selv føler hun en kæmpe befrielse:

"Jeg føler, at jeg er begyndt at få bekymringer, der passer til min alder, om f.eks. uddannelse, arbejde og sommerferieplaner. Pludselig kan jeg konstatere, at jeg har gået hele dagen og tænkt over, hvad jeg skal give en veninde i fødselsdagsgave i stedet for at tænke på en nytårsaften for fem år siden."