12. august 2020
Ann Kristin foreviger den smukke indonesiske aftenhimmel, mens Martin også foreviger sin kæreste. Foto: Martin Herløv
gallery icon

Se billedserie

Ann Kristin foreviger den smukke indonesiske aftenhimmel, mens Martin også foreviger sin kæreste. Foto: Martin Herløv
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 'Eventyret' fortsætter: Martin må ikke gå i land

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

'Eventyret' fortsætter: Martin må ikke gå i land

Martin Herløv fra Jægerspris er, midt i sin jordomsejling, strandet i Indonesien på grund af Coronasituationen

Lokalavisen Frederikssund - 18. maj 2020 kl. 11:45
Af Birgitte Masson
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

"Nu må vi se, hvornår vi kan sejle igen. Alle lande i Stillehavet er lukket, så vi er fastlåst her i Sorong-bugten, hvor vores båd ligger for anker sammen med fire andre både."

Ordene kommer fra Martin Herløv, den 30-årige Jægerspris-eventyrer, som siden august 2017 har sejlet jorden rundt i sin båd Casablanca, og som undervejs mødte norske Ann Kristin. De er i dag kærester, og sejler det meste af tiden sammen.

Lokalavisen skrev om Martin i marts måned, da han på grund af den verdensomspændende Coronavirus, var strandet i dykkerområdet Raja Ampat i Indonesien.

Nu er han strandet igen, denne gang i Sorong-bugten.

"Men det er ikke det værste sted at være strandet sammen med sin kæreste," fortæller Martin og fortsætter;

"Vandet er 31 grader varmt, vi må svømme, sejle, og egentligt gøre hvad vi plejer, så længe vi er omkring bådene og ikke på land. Vi har et hyggeligt samvær med de andre sejere på de fire både, vi ligger ved siden af. Og vi hjælper hinanden. Nu håber vi blot, at landene snart åbner op igen, så vi kan få gasterne herud. Hvis ikke, så begynder eventyret at se lidt skidt ud, da pengenebeholdningen stille og roligt kun går den forkerte vej."

Ifølge Martin gør gasterne det muligt for ham at sejle rundt på verdenshavene, for de betaler for at komme med ombord, hvor de får sejlererfaring og oplevelser for livet.

Afvist i lufthavnen

Oplevelser for livet har Martin også fået, omend han nok havde været nogle af dem foruden. For siden Lokalavisen bragte artiklen om hans dielemma der gik på, hvorvidt han turde sejle til Bali, hvor kæresten Ann Kristin skulle flyve til, er meget hændt.

"Jeg endte med at komme til Bali. Jeg sejlede den 2. april , og sejlede uafbrudt i tre døgn, for at komme ud til øen Ambon, hvor Ann Kristin skulle flyve til. Vi planlagde det sådan, at jeg holdt mig ude på vandet, indtil hun var i flyet, så jeg først sejlede ind og lagde anker, når hun praktisk talt var landet. Alt sammen for ikke at vække for meget opmærksomhed, og så ville vi skynde os ud igen, når hun var kommet ombord på båden."

Tog tilbage til dykkerskolen

Men sådan skulle det ikke gå. Martin fortæller, at hans kæreste ringede og fortalte, at hun var blevet afvist i lufthavnen, fordi der var blevet indført rejserestriktioner for 'ikke indonesere'.

"Hun var mega ked af det, og følelsen af, at hun stod helt alene i lufthavnen, og jeg 10 døgns sejlads fra hende, var ekstrem mærkelig og ubehagelig. Følelsen af magtesløshed var stor."

Martin fortæller, at løsningen blev, at Ann Kristin tog tilbage, til den dykkerskole hun kom fra, her fik hun et værelse, indtil Martin nåede frem til hende med båden.

"Det blev lige 10 ekstra døgns sejltur uden stop. Det føltes som den længste sejlads, selvom vi tidligere har sejlet i både to og tre uger i træk. Men uvisheden om, hvorvidt jeg ville få lov til at komme ind til Bali, eller om jeg ville blive afvist, lå hele tiden i baghovedet på mig."

Den Danske Ambasade i Jakarta var ifølge Martin hjælpsomme, men de kunne ikke få ret meget hjælp fra de Indonesiske myndigheder.

"Vi forsøgte at få at vide, om Bali var åben for mig som sejler. Deres svar var, at havnene var lukket. Men jeg havde ikke brug for en havn. Vi ligger aldrig i havn, vi ligger for anker, og klarer alt selv med vores gummibåd, når vi skal i land. Til sidst holdt vi op med at spørge om hjælp. Det virkede på det tidspunkt som om, at hvis man ikke spurgte, så fik man lov. Hvis man spurgte, var svaret nej."

Martin holdt derfor fast i sin plan om at sejle ind i ankerbugten på Bali meget tidligt om morgenen.

"Jeg havde via en satelit fået kontakt til en lokal mand, som skulle hjælpe med diesel, og som kunne holde øje med båden, mens jeg tog i land og hentede min kæreste."

Ann Kristin stod på kajen

Planen lykkedes. Martin kom efter 13 døgns uafbrudt sejlads alene på båden Casablanca til Bali klokken seks om morgenen. En time senere kunne han smide anker, og den lokale mand Ari, kom sejlende med sin medhjælper iført masker og forsikrede Martin om, at de nok skulle hjælpe.

"Det var super flinke og havde arrangeret, at vi kunne få 700 liter diesel leveret samme dag. Jeg fik sat gummibåden i vandet, og sejlede ind mod byen, hvor Ann Kristin stod på kajen. Det var fantastisk at se hende igen," fortæller Martin.

"Vi endte med at have en god oplevelse på Bali. Vi lå der i fire dage, og brugte hver dag på at handle mest muligt ind af mad, da vi frygtede, at Sorong-området, som jeg kom fra, og som vi skulle tilbage til, ville lukke mere og mere, hvilket ville betyde, at vi måske ville få svært ved at handle mad og diesel."

Martins frygt var ikke ubegrundet, for efter at de den 18. april hævede ankeret fra bugten på Bali, og sejlede tilbage til Sorong-området, var Sorong et lukket land.

"Alt er lukket. De lokale tror, at vi spreder sygdommen, alene ved vores tilstedeværelse på vandet. Men bugten, vi ligger i, er helt øde, og vi ligger i god afstand fra de lokales områder, hvor de fisker. Enkelte sejler forbi, fordi de er ved at anlægge nye marker. Heldigvis vinker de og ser glade ud. Så vi er heldige. Vi har fundet et godt og fredeligt spot. Og så må tiden vise, hvornår vi kan sejle igen," fortæller Martin og tilføjer:

"Men det er trods alt ikke det værste sted at være strandet."

Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?