22. oktober 2020
Stridens kerne: Landejendommen på Søsum Bygade.
Stridens kerne: Landejendommen på Søsum Bygade.
Foto: Arkivfoto: FDL.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt kapitel i bolig-sag: Ejer må ikke indrette ferieboliger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt kapitel i bolig-sag: Ejer må ikke indrette ferieboliger

Der må højest være to boliger i ejendommen, har Egedal Kommune besluttet

Opdateret 30. september 2020 kl. 07:20
Lokalavisen Egedal - 30. september 2020 kl. 07:09
Af Finn Due Larsen

Der er nu skrevet et nyt kapitel i en langstrakt sag om en landejendom i Søsum. Sagen er, som vi tidligere har omtalt, en tvist mellem Egedal Kommune og ejeren af ejendommen Stenspilgaard på Søsum Bygade.

En ansøgning om at indrette 3-4 helårsboliger og 13 ferieboliger på ejendommen er blevet afvist af planudvalget i Egedal Kommune. Det ville kræve landzonetilladelse og dispensation fra lokalplanen, og det blev afvist på udvalgets seneste møde.

Beslutningen blev truffet efter en indstilling fra administrationen, hvor det fremgik, at "de ansøgte ferieboliger ikke vurderes at have et tilstrækkeligt turistmæssigt sigte, men blot at være lejligheder til korttidslejemål, og at etablering af så mange boliger vil stride mod intentionerne i lokalplan 23."

Desuden har ejeren af ejendommen, Ulrik Stenlien, fået besked på fra kommunen om at der højest kan indrettes to boliger, "uanset om disse skal anvendes til helårsbrug eller korttidsudlejning", som det er formuleret.

Det betyder, at en tredje lejlighed, der er indrettet ovenpå i ejendommen, skal nedlægges. Ejendommen kan kun lovliggøres, hvis den ombygges, lyder beskeden fra kommunen.

Flere instanser

Som tidligere omtalt har Stenspilgaard været omdrejningspunktet for en længere tvist, som har involveret flere instanser - Egedal Kommune, Planklagenævnet, Danske Lejere og Hillerød Ret.

I oktober 2019 omtalte vi i Lokalavisen, at lejere lå i åben krig med udlejeren. De havde fået at vide, at de skulle flytte, fordi deres lejligheder var ulovligt opført, og herefter kæmpede de, med støtte fra Danske Lejere, for at få deres penge retur.

Ifølge en jurist i Danske Lejere handlede det også om indskud og depositum der ikke var tilbagebetalt, og om forbrugs-regnskab, der ikke var udfyldt korrekt.

Baggrunden var, at retten i Hillerød havde slået fast, at lejlighederne ikke kunne lovliggøres. Der måtte kun indrettes bofællesskab på stedet, og dermed var de i alt 20 lejemål ikke lovlige, lød det i rettens afgørelse. Herefter besluttede planudvalget i Egedal Kommune ikke at dispensere fra lokalplanen, så lejerne blev opsagt fra april 2020.

Samtidig fik udlejeren besked på at bringe indretningen af huset tilbage til sin oprindelige tilstand.

Afviste kritik

Men udlejeren, Ulrik Stenlien, afviste både kritikken fra lejerne og Danske Lejere.

Han betegnede overfor Lokalavisen de udestående sager som "banale tvister", og afviste at have gjort noget forkert.

Heller ikke afgørelsen i retten om at lejlighederne ikke var lovlige og kommunens afslag på at dispensere fra lokalplanen anså han som et problem.

For i stedet ville han ansøge om at få indrettet ferieboliger på stedet.

Det er så den ansøgning, der nu er blevet afvist af Egedal Kommune.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?