

Se billedserie
Skuespilleren Jesper Lohmann fra Smørum stiller op med Brandenburg-show i Ledøje Forsamlingshus
"To lys på et bord", "Når en sailor går i land", "Susanne, Birgitte og Hanne"...
Sange som disse nynnes og synges der stadig med på, selv om manden bag, Otto Brandenburg, gik bort i 2007.
"Baggårdspumaen" blev han kaldt, og han er omdrejningspunktet for forestillingen "Tilløkke Otto", der kan opleves i Ledøje Forsamlingshus den 2. oktober.
Det er skuespilleren Jesper Lohmann, der vækker det gamle rock- og popidol til live. Det har han gjort før, som en del af Four Jacks-forestillingen, hvor han spillede sammen med Keld Heick, Stig Rossen og Jesper Asholt.
Men nu står Otto - alias Jesper - altså på egne ben, i et onemanshow. Det fortæller Smørum-borgeren Jesper Lohmann til Lokalavisen.
"Det kom som en opfordring efter Four Jacks. Hvorfor ikke lave noget kun om Otto? Den var jeg med på, for der er flere ting jeg kan forbinde med ham", siger Jesper Lohmann.
"Han var rundt i alle genrer, og det har jeg efterhånden også været. Hans måde at gøre tingene på, sin meget uhøjtidelige facon, hvor han ligesom smøgede ærmerne op og sang med den der hæse stemme, det kan jeg godt forbinde mig med. Jeg ligner måske ikke Otto så meget, men flere har sagt, at jeg lyder som ham", griner han.
Forestillingen vil blive lagt an som "syng med" og fortælles i jeg-form, hvor man kommer vidt omkring i Otto Brandenburgs liv og karriere. Den 59-årige Jesper Lohmann, der blandt andet huskes for roller i "Taxa" og "Krøniken", har gjort en del forberedelser:
"Jeg har talt med mange der har kendt ham - kolleger, venner og så videre, og ligesom samlet et portræt af ham på den måde."
For Smørum-borgeren er det selvfølgelig noget særligt at skulle optræde i Ledøje Forsamlingshus:
"Det er jo min gamle hjemmebane, hvor jeg har været til en del fester. Sammen med håndboldklubben fik vi også sat forestillingen "Svend, Knud og Valdemar" op", husker han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her