13. december 2019
Linda Hansen. Foto: jcj.
Linda Hansen. Foto: jcj.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ugens køgenser: Gørslev IF's ukuelige ildsjæl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ugens køgenser: Gørslev IF's ukuelige ildsjæl
LørdagsAvisen - 22. november 2019 kl. 09:26
Af Per Møller
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

"Indrømmet, jeg er den type menneske, der skal ud og røre mig hele tiden. Jeg keder mig aldrig - jeg skal nok finde på ét eller andet at tage mig til".

Siger Linda Hansen, der om nogen er Gørslevs store ildsjæl.

Linda Hansen er født i Gørslev området, og allerede som 6-årig begyndte hun at dyrke gymnastik i Gørslev IF.

"Jeg må indrømme, at gymnastik altid har været mit smertensbarn. Men jeg elsker også at dyrke mange andre former for idræt", indrømmer Linda Hansen, der havde sin skolegang på Skovboskolen i Bjæverskov, som hun forlod efter 7. klasse.

I stedet kom hun på efterskole i Sorø og derefter et halvt år på gymnastikhøjskole i Viborg. Det var det hun ville.

Hjemme igen fra det jyske kom Linda Hansen i lære i Bjæverskov Brugs - men det blev Dampmøllen i Ringsted der blev hendes gode, faste arbejdsplads gennem 40 år.

"Et rigtigt godt sted at være, og jeg var der til jeg gik på pension for 6 år siden", fortæller Linda Hansen.

Som barn var det ikke kun gymnastik hun dyrkede - også håndbold og det gjorde hun frem til hun fyldte 45 år. Så begyndte hun at cykle - og det er også en af hendes store lidenskaber.

"Jeg cykler så meget jeg kan komme til. Jeg skal således være med på Tøse-Runden for 25. gang til sommer. Derudover har jeg fem gange cyklet "Sjælland Rundt" og tre gange "Vättern Rundt" i Sverige", fortæller Linda Hansen, der siden 1979 har haft med bestyrelsesarbejdet at gøre i den 132 år gamle, velfungerende Gørslev IF.

"I 1979 gik jeg sammen med en veninde til generalforsamling i foreningen - og blev valgt ind som suppleant. Men kort tid efter trak et af bestyrelsesmedlemmerne sig - og så var jeg i bestyrelsen. Her har jeg - med undtagelse af et par korte perioder, hvor jeg i stedet har fungeret som suppleant - været siden. Bl.a. i 2001, hvor der igen var et bestyrelsesmedlem der trak sig - og så var der nogen der syntes jeg skulle overtage formandsposten. Det syntes jeg dog ikke var en gid idé - men OK, jeg sagde ja - og jeg har været formand siden", smiler Linda Hansen, der udover jobbet som formand også deltager aktivt på mange af foreningens forskellige idrætstilbud.

"Jeg dyrker bl.a. spinning, Ballroom Fitness, yoga, cirkeltræning. Og keder jeg mig derhjemme, så går jeg en tur op i klubhuset og sørger for at gøre lidt rent, vaske tøj og hvad der ellers lige er at lave", fortæller Linda Hansen der også har søsat flere aktiviteter i foreningen - bl.a. i 1984 hvor hun etablerede Idrætsmærket. En aktivitet hun var aktivt med i gennem 25 år frem til for ni år siden, hvor hun fik ny hofte.

"Jeg må nok indrømme at Gørslev IF er mit tredje barn - efter vores to børn - en datter og en søn.

Den store uegennyttige indsats i den lokale idrætsforening kunne ikke lade sig gøre uden opbakning hjemmefra. Men det har Linda Hansen.

"Min mand er også meget aktiv idrætsudøver. Han har bl.a. spillet fodbold i foreningen og bakker mig op i alt hvad jeg foretager mig. Og børnene - ja, de har selvfølgelig også altid været meget med i det lokale idrætsliv", siger Linda Hansen med et smil.

Linda Hansen nævner også med stolthed at Gørslev Ifs fodboldafdeling i disse år oplever en kæmpe succes. Førsteholdet spiller med i Sjællandsserien og andetholdet er med i toppen af Serie 3.

"Det synes jeg er superflot af en lille forening som vores. Men de - spillerne - bliver også bakket godt op så de kun skal koncentrere sig om at træne og spille kampe, og til hjemmekampene er der gratis kaffe og kage til publikum", fortæller formanden.

Og behøver vi at fortælle, at naturligvis er hende der står for at bage kagerne til hjemmekampene ....

Det samme som hun gør når der er dilettant i Forsamlingshuset - så står den på bagning af 200 boller og 20 lagkager til kaffen.

Privat er Gørslevs ukuelige ildsjæl Linda Hansen og hendes mand bosat i Slimminge - i det hus, som parret byggede tilbage i 1973.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk