15. oktober 2019
Danmark mangler en samlet platform, der formidler ruter til vandring, kanosejlads, cykling og overnatning.
Danmark mangler en samlet platform, der formidler ruter til vandring, kanosejlads, cykling og overnatning.
Foto: Friluftrådet
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Flere stier og ruter skal få dig ud i naturen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere stier og ruter skal få dig ud i naturen
Lev sundt - 10. juli 2019 kl. 09:59
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Danmark mangler en samlet platform, der formidler ruter til vandring, kanosejlads, cykling og overnatning. Det mener Friluftsrådet, som skæver til lande som Norge og Schweiz, der netop tilbyder disse oversigter.

"Det skal være nemt at planlægge sin tur og se hvilke muligheder der er, både for lokale og for turister. Hvis vi skal have flere til at tage ud i naturen, så skal det være let og ligetil for alle." Det siger Niels- Christian Levin Hansen, der er formand for Friluftsrådet.

Stier og ruter som Camønoen, Hærvejen, Gudernes Stræde, Øhavsstien, Fjordstien og Kyst til Kyst-stien er populære og trækker friluftudøvere til - både fra Danmark og udlandet.

Men sammenlignet med andre lande kan Danmark således gøre meget mere for at udvikle, samle og koordinere de eksisterende stier og ruter. Hvis Danmark fik en samlet formidlingsplatform over mulighederne, vil det gøre det meget nemmere for vandrere, cyklister, ryttere og andre friluftsbrugere at skabe overblik over mulighederne. På sigt vil det også kunne være med til at trække nye ud i naturen, mener Friluftsrådet.

Det bliver også fastslået i rapporten 'Fremtidens stier og ruter' fra maj, der bygger på en række undersøgelser og på både danske og internationale erfaringer med stier og ruter som udgangspunkt for friluftsliv og naturturisme. Fællesnævneren for rapportens i alt 10 anbefalinger er, at en national koordinering og organisering af stier og ruter vil styrke området markant.

"Der er rigtig mange, både i kommuner, organisationer og brugergrupper, der gerne vil udvikle dette område, men der mangler koordinering. Det kunne klæde staten at påtage sig det ansvar at få samlet aktørerne, så de kan gå i samme retning," siger Rie Søgaard Jensen fra BARK Rådgivning, der har lavet rapporten sammen med Københavns Universitet.

Konkret peger Rie Søgaard Jensen på, at der er behov for flere ridestier, udvikling af blå ruter til for eksempel kano og kajak og flere sløjfer på de eksisterende stier, så brugerne i højere grad kan tilpasse deres rute.

Ifølge tal fra Idrættens Analyseinstitut bruger 64 % af danskerne afmærkede stier og ruter og 41 % gør det mindst et par gange om måneden. Flere af friluftslivets organisationer ser behov for en national rekreativ infrastruktur og bakker op om rapportens anbefalinger. Det gælder både Det Danske Spejderkorps, Dansk Kano- og Kajak forbund, Ridespor Danmark og Dansk Vandrelaug.

"Flertallet af de voksne, der motionerer, gør det ude i naturen på veje, stier og på havet. Kommunerne skal få øjnene op for, at idrætsfaciliteter ikke bare er en idrætshal inde i byen, og afsætte de nødvendige midler til stier og ruter i naturen. National formidling og standarder er også vigtigt, for som idrætsudøver har man behov for at vide noget om underlaget, distancen og sværhedsgraden, så man ved, hvad man begiver sig ud på," lød det fra Danmarks Idrætsforbunds repræsentant, Dorthe O. Andersen, der var med, da rapporten blev lanceret i maj på Naturmødet i Hirtshals.

"Når organisationer, der repræsenterer bred en skare af friluftslivets brugere, alle peger på, at der er et stort behov for at styrke fremtidens stier og ruter, så bekræfter det for os, at det er et vigtigt emne, som vi vil blive ved med at kæmpe for," siger Niels-Christian Levin Hansen.

Friluftsrådet vil den kommende periode arbejde aktivt for flere rekreative stier og ruter i naturen, der samtidig koordineres og formidles på nationalt plan.

Friluftsrådets 10 anbefalinger til fremtidens stier og ruter

1. Skab en samlet, velfungerende national formidlingsplatform for stier, ruter og andre friluftsmuligheder

2. Udvikl fælles, nationale standarder for forskellige typer af stier og ruter

3. Kobl etablering af af nye stier og ruter på større landskabsprojekter

4. Afprøv nye typer af stier og ruter

5. Etabler støttefaciliteter, som flere brugergrupper har glæde af

6. Gør det lettere at få råd og vejledning om etablering, drift og forvaltning af stier og ruter

7. Prioriter støtte til nye sti- og ruteprojekter, der udvikler nye samarbejds- og finansieringsmodeller

8. Undersøg samfundsværdien af danske stier og ruter

9. Undersøg, hvordan der skabes plads til mange typer af brugere på stier og ruter gennem enten sameksistens- eller seperationsløsninger

10. Styrke den nationale koordinering og organisering

Kilde: https://www.friluftsraadet.dk/

Stier nedlægges
Halvdelen af landets stier og markveje er i de seneste årtier er blevet nedlagt og udviklingen fortsætter. Det forhindrer adgang til det åbne land og mange naturområder, som stierne fører til. Mange steder er stier og markveje ikke længere indbyrdes forbundne, og det kan derfor være vanskeligt at gå en rundtur. I mange kommuner arbejdes der dog konstruktivt med at etablere nye stiforløb.