
Gl. Tølløse: Det er ikke hver dag, et kamerahold lægger vejen forbi præstegården i Tølløse. Det var imidlertid netop, hvad der skete i sidste uge, hvor ejendommen, et stenkast fra Tølløse Kirke, dannede ramme om en række optagelser til en ny DR-dokumentar. Det fortæller Tølløse Sogn til Mediecentret.
Den nye dokumentarserie, der får premiere til sommer, har fået navnet 'Danske Mord' og sætter, som navnet angiver, fokus på danske drabssager.
Serien benytter sig af dramatiseringer af de faktiske begivenheder ved blandt andet at genskabe omgivelserne og den tid, hvor mordene blev begået.
Her kommer præstegården i Gl. Tølløse ind i billedet for i sidste uges optagelser indgår en rekonstruktion af drabet på Kaj Munk 4. januar 1944.
Den danske digterpræst blev likvideret af Gestapo efter at have kritiseret den danske samarbejdspolitik og nazismens raceteorier i den offentlige debat.
På optagelserne fra præstegården i Tølløse ser man Kaj Munk blive hentet af Gestapo om natten og ført bort i en bil. I et skovbryn nær Gammel Tølløse har DR ligeledes været på spil for at filme det moment, hvor Kaj Munk findes død ved daggry næste morgen.
Kaj Munk boede i virkeligheden på Vedersø Præstegård i Vestjylland, mens henrettelsen fandt sted på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.
Tølløse Sogn oplyser, at præstegården i Gl. Tølløse er udvalgt til optagelserne, fordi trappen og indgangspartiet til forveksling ligner Kaj Munks præstegård.
'Danske Mord' produceres af DR Kultur og Samfund TV, som i forvejen står bag et bredt udvalg af programmer inden for kultur og historie. Både aktuelle talkshows, reportageserier og store historieserier.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her