
Kirke Hyllinge: Der er godt gang i etableringen af store solcelleparker overalt i landet, og særligt i Region Sjælland, der står for omkring 40 procent af de nuværende ansøgninger om tilladelse til at opføre solcelleanlæg.
Tre marker på i alt 176 hektar omkring Kirke Hyllinge er nu udset til at blive konverteret fra afgrøder til solpaneler. Det ønsker i hvert fald ejeren af jorderne, godsejer Johan Scheel fra Ryegaard gods, men der er voksende lokal modstand mod dette ønske.
Sol slår afgrøder
De senere års hastigt dalende priser på solceller gør det nu rentabelt at etablere solcelleparker på kommercielle vilkår og uden statsstøtte på den landbrugsjord, der dækker hovedparten af Danmark.
Derfor har landmænd efterhånden et stærkt incitament til at sælge eller udleje marker, hvor de kan tjene mere på at give plads til solenergi end på at dyrke rug, byg eller hvede.
Natur før solenergi
Udsigten til sorte, skinnende marker af solcelleanlæg appellerer dog slet ikke til Pernille Westh, der står bag en underskriftindsamling på Facebook mod en kommende solcellepark på 42 hektar i området mellem Nr. Hyllinge, Nordmarken og Kyndeløse.
- Vi mener, at det er stærkt problematisk, at det smukke og bevaringsværdige område bliver omdannet til industri. Det er vigtigt, at naturen forbliver smuk, så man vil være med til at passe på den. Naturen er vigtig for os mennesker, vores nervesystem slapper af, den hjælper os mod stress, og den gør os i bedre humør. Og naturen er vigtig for flora og for fauna, siger hun.
Tillid til Kommuneplanen
Den pågældende landbrugsjord er udlagt som særlig værdifuldt og bevaringsværdigt landskab med kulturhistorisk bevaringsværdi.
Endelig ligger området i den såkaldte Kystnærhedszone. Af samme grund undrer Pernille Westh sig over, at forslaget om et solcelleanlæg i området ikke er blevet blankt afvist under kommunalbestyrelsesmødet midt i februar.
- Vi bør kunne stole på, at de bevaringsværdige områder rent faktisk bliver bevaret, som det er blevet besluttet og nedfældet i Kommuneplanen. Man skal ikke bare kunne ændre Kommuneplanen, fordi en lokal godsejer vil lave sin landbrugsjord om til industrijord og anlægge solcelleparker, heller ikke selvom Lejre Kommune skal nedbringe CO2, fortsætter Pernille Westh.
Solceller på rette sted
Indtil videre har 235 personer givet deres underskrift til bevægelsen mod en solcellepark ved Nørre Hyllinge, men Pernille Westh understreger, at gruppen ikke er imod solenergi.
- At være modstander af en given placering er ikke det samme som at være modstander af den grønne omstilling. Vi vil gerne understrege, at vi er for solceller, men at de skal placeres, så de ikke skæmmer naturen, siger hun og henviser til andre kommuner, der har henlagt solcelleanlæg til fx øde togstrækninger, store industriområder, nedlagte flyvepladser, områder ud til motorveje eller på taget af store sportshaller.
Ingen panik
Borgmester Carsten Rasmussen (S) maner imidlertid til ro. Den indkomne forespørgsel fra Johan Scheel har blot ligget som bilag på linje med en lang række andre forespørgsler ved kommunalbestyrelsesmødet midt i februar. Ansøgningen om anlægningen af eventuelle solcelleanlæg i området vil tidligst blive behandlet efter sommerferien.
Mediecentret har forsøgt at få kontakt til godsejer Johan Scheel, men det er desværre ikke lykkedes i denne omgang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her