Hvalsø: Mistænkelige udenlandske personer der dukker op ved supermarkeder, hvor de forsøger at få forbipasserende til at donere penge.
I den seneste tid har Midt- og Vestsjællands Politi fået flere henvendelser om den type sager, og tirsdag var bestemt ingen undtagelse.
Ordensmagten modtog dagens første anmeldelse omkring klokken 11.30, hvor flere borgere ringede for at fortælle, at et udenlandsk par havde taget opstilling foran SuperBrugsen i Hvalsø, hvor de var i færd med at henvende sig til flere ældre kvinder. Tilsyneladende forsøgte parret at få de forbipasserende til at donere penge til et ukendt formål.
Da en borger tog kontakt til indsamlerne, skyndte de sig dog at køre fra stedet i sølvfarvet personbil via Hovedgaden. En patrulje rykkede ud til supermarkedet for at lede efter de mistænkelige indsamlere, men fandt dem ikke.
Godt to timer senere, omkring klokken 13.30 modtog politiet så en ny anmeldelse fra en 84-årig kvinde, der havde været i nærkontakt med en indsamler - igen ved SuperBrugsen i Hvalsø.
Den ældre kvinde fra Hvalsø kunne fortælle, at hun omkring klokken 12 var blevet antastet af en udenlandsk mand, som samlede penge ind til børn. Manden havde vist hende et stykke papir, hvor fire personer havde skrevet deres navn og donation. Den 84-årige valgte at aflevere 100 kroner, men det var manden ikke tilfreds med, da der stod på papiret, at de øvrige havde doneret 200 kroner.
Kvinden følte sig derfor nødsaget til at udlevere yderligere 100 kroner, hvorefter manden kørte fra stedet i mindre mørk personbil. Indsamlerens ubehøvlede optræden fik efterfølgende kvinden til at kontakte politiet, der med det samme opfordrede den 84-årige til at tjekke, om hun var blevet udsat for et tricktyveri i forbindelse med donationen. Det var dog ikke tilfældet.
Indsamleren beskrives som udenlandsk af udseende, 30-35 år, almindelige af bygning og iført en sort vindjakke. Manden talte dansk og medbragte et hvidt ark papir.
Senere på dagen modtog Midt- og Vestsjællands Politi lignende anmeldelser om mistænkelige indsamlinger i både Fårevejle, Kalundborg og Vordingborg.
I forbindelse med sagerne opfordrer politiet til, at man ringer 114, hvis man ser lignende indsamlinger eller mistænkelige forhold. Og gerne så hurtigt som muligt, så en patrulje har størst mulig chance for at nå frem og kontrollere de mistænkte. Noter gerne signalement på personer og evt. køretøjer, da det har stor betydning for politiets videre efterforskning, lyder politiets opfordring.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her