
Lejre Kommune: Med en lidet flatterende 9. plads i antallet af coronatilfælde i landets 98 kommuner torsdag 21. januar blandede Lejre sig den absolutte top - primært sammen med en række kommuner fra Vestegnen. Ifølge Statens Serum Institut var den såkaldte incidens for Lejre Kommune 207,7 ud af 100.000 indbyggere, og det betyder i praksis, at 58 personer var testet positive inden for de seneste syv dage.
Tal, der altså bragte Lejre nær toppen af landets corona-kommuner, og det bekymrer naturligvis borgmester Carsten Rasmussen (S), der sidder i kommunens coronakrisestab.
- Jeg følger udviklingen dagligt, og vi har gennem en lang periode ligget rimeligt fornuftigt. Så dette er naturligvis udtryk for et øjebliksbillede, siger borgmesteren.
Sjælland ligger generelt højere end resten af landet, og enkelte ø-kommuner har nul smittede. Lejre er derimod forbundet til kommunerne omkring os, og det giver i sagens natur nogle andre udfordringer.
- Jeg har ikke noget præcist bud på, hvorfor det forholder sig sådan. Men Lejre er en stor pendlerkommune, og det kan være en del af forklaringen, fortsætter Carsten Rasmussen.
Smitten er spredt både aldersmæssigt og geografisk i kommunen, og løsningen er, ikke overraskende, fortsat at være påpasselig og overholde restriktionerne. Derudover opfordrer borgmesteren til at udnytte den ledige testkapacitet.
- Man må hellere lade sig test en gang for meget end en gang for lidt, så vi sammen kan få knækket kurven, siger han.
Senere på torsdagen kom de opdaterede incidenstal på Statens Serum Instituts hjemmeside, som viste, at Lejre atter var akkurat ude af top 10. Med et incidenstal på 179 har Lejre i skrivende stund en 13-plads på listen. Det er stadig højt i forhold til landsgennemsnittet, men kommunen har dermed antaget samme farve som nabokommunerne Roskilde, Holbæk, Frederikssund og Køge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her