10. april 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Støjvold - et tilbud der nok er for godt til at være sandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Støjvold - et tilbud der nok er for godt til at være sandt
Lejre Lokalavis & Midtsjællands Folkeblad - 20. marts 2020 kl. 08:21
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af beboere på Abbetvedvej:
Nr. 2A - Alexa von Malsen-Plessen

Nr. 2B - Pia Ingemann og Peter Ingemann

Nr. 2C - Lisbeth Trustrup og Torben Rahm

Nr. 2D - Brian Jakobsen
Nr. 2K - Merete Carlsen

Nr. 3 - Lene Pearson, Fleur Perason og Joe Pearson

Nr. 4 - Lise Frederiksen og Kaj Frederiksen

Nr. 5 - Alice Strøbæk
Nr. 6 - Lene Kjær

Nr. 7 - Laila Borgvold Larsen og Torben Olsen

Nr. 8 - Alexander Skovmand
Nr. 9 - Dorthe Sørensen og Kristian Sørensen

Gevninge: Når man får et tilbud, der lyder for godt til at være sandt, skal man som bekendt stoppe op og tænke sig rigtig godt om. For er det nu så godt, som det ser ud til? Djævlen ligger som bekendt i detaljen.

Som beboere på Abbetvedvej syd for Holbækmotorvejen i Gevninge gennem mange år, vil vi udtrykke vores bekymring ved idéen om at opføre en 16 meter høj jordvold på den nordlige side af motorvejen på begge sider af Abbetvedvej, som afskærmning mod trafikstøjen.

Vi mærker, som andre borgere i den sydlige ende af Gevninge, den øgede støj fra motorvejen, som er tiltaget i takt med at trafikken gennem de senere år er intensiveret. Derfor forstår vi godt, at man i Grundejerforeningen Lillemarken er tiltrukket af forslaget om en jordvold. Men er det nu den bedste løsning på støjproblemerne? Det vil vi sætte spørgsmålstegn ved.

Forslaget fra Jord.dk bliver solgt flot i ansøgningen til Lejre kommune. Jord.dk's ingeniører har lavet et fint prospekt, som til forveksling ligner et, som ligger til behandling i Faxe kommune. Med den omhyggelighed, der er lagt i ansøgningen om at få lov at 'forære' Lejre kommune én million tons overskudsjord, er det ikke svært at forestille sig, at det først og fremmest er Jord.dk der vinder på projektet. De lever af at modtage og bortskaffe jord, og mangler åbenbart pladser, hvor jorden så at sige kan læsses af.

I 2016 udarbejdede Gate 21 og Rambøll en såkaldt Hvidbog om de samfunds- og sundhedsmæssige konsekvenser af trafikstøj. I hvidbogen beskrives blandt andet forskellige virkemidler mod trafikstøjen: vejbelægning, hastighed, køretøjers beskaffenhed, dæktyper og støjbarrierer. Som barrierer nævnes støjskærme, overdækninger, gabioner og jordvolde, samt kombinationer af disse. Det fremgår klart af hvidbogen, at der ved støjskærme er risiko for at støjen reflekteres og kastes over på den modsatte side af vejen, hvis ikke der indbygges et absorberende lag ud mod vejen. Det fremgår ikke om jordvolde har en lignende virkning, og vi har ikke kendskab til, om sådanne undersøgelser er foretaget.

Vi kan dog se, at Jord.dk forventer og estimerer, at støjniveauet på den sydlige side af motorvejen vil ligge i området mellem 61 og 70 decibel for de ejendomme på Abbetvedvej der ligger tættest på motorvejen, dvs. nummer 3, 4, 5, 6 og 7. Nummer 2, 8 og 9 er udenfor den beskrevne støjzone, men tæt nok på, til at man også fra disse matrikler hører motorvejen.

Vores bekymring og overvejelse er derfor, om opførelse af en gigantisk jordvold, i en højde der svarer til en 6 etagers bygning, vil reflektere trafikstøjen, så den kastes over på vores side af motorvejen. Det samme kan man forestille sig vil ske med støj fra Lindenborgvej, som kastes nordpå over til Grundejerforeningen Lillemarken.

Men ét er de akustiske virkninger af en jordvold. Et andet er de landskabsmæssige konsekvenser. Med en højde på 16 meter og en længde på 900 meter, vil volden virke som en enorm barriere. Et 'bjerg' mellem Abbetvedvej og Gevninge by. Den vil blokere for et frit udsyn mod skoven ved Lindholm fra Gevninge. Og den modsatte vej vil vi miste det kikket, vi har over til byen. Nogle af matriklerne vil endda miste kikket ind til Roskilde og Domkirkens tårne. Derfor vil volden have en meget indgribende virkning for det lokale landskab.

Endelig er der en miljøfaktor, som bør belyses meget grundigt. Jord.dk skriver at de vil levere renset jord til volden. Men hånden på hjertet, vil nogen tro på, at samtlige 1 million tons jord er finkæmmet for eventuelle forureninger. Med den iver og det ingeniørarbejde, Jord.dk har lagt i ansøgningen om at få lov at forære deres overskudsjord væk, og endda selv bekoste de mange tusinde lastvognstransporter hertil, kan vi ikke frigøre os for den mistanke, at det er den gode forretning ved at bortskaffe jorden, der står øverst på prioriteringslisten. Det pakkes så pænt ind i støjafskærmning og naturfornyelse, for at få tilbuddet til at se tillokkende ud.

Vi forventer at Lejre kommune vil undersøge de fulde konsekvenser af både ændrede støjpåvirkninger på den nordlige og sydlige side af motorvejen, samt de mulige miljøpåvirkninger, ved tilførsel af så store mængder overskudsjord.

Og vi forventer at der indkaldes til borgermøde, hvor sagen kan drøftes mellem alle berørte borgere og repræsentanter fra kommunen - inden der træffes beslutninger, og gives tilsagn om så stor en ændring af landskabet i vores lokalområde.

Tip os


mcred@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk