
Lejre Kommune: Fremover kan pårørende til beboere på Lejres plejecentre igen frit besøge deres kære. Det står klart, efter Styrelsen for Patientsikkerhed fredag har meddelt Lejre Kommune, at de midlertidige besøgsrestriktioner, som blev indført den 17. december 2020, ophæves med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser den statslige styrelse i en pressemeddelelse, hvor det samtidig fremgår, at beslutningen er truffet, fordi 94 procent af Lejres plejehjemsbeboere er færdigvaccinerede.
Borgmester Carsten Rasmussen (S) hilser styrelsens beslutning velkommen.
- Det er utrolig glædeligt for de ældre og deres pårørende, at besøgende nu igen har adgang til vores plejecentre uden at skulle være begrænset af de midlertidige besøgsrestriktioner, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
De midlertidige besøgsrestriktioner indebar bl.a., at beboerne kun kunne få besøg af to nære pårørende ad gangen.
At de nu er fortid udløser også glæde hos formanden for Udvalget for Social, Sundhed & Ældre, Mikael Ralf Larsen (SF).
- Vi spejder alle efter lys for enden at tunnelen - og ophævelsen af de midlertidige besøgsrestriktioner er et vigtigt skridt på vejen, siger han.
Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at Lejre Kommune fortsat er forpligtet til at sikre, at besøg på både indendørs og udendørs arealer gennemføres på en forsvarlig måde, og at besøg sker under behørig hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god håndhygiejne og afstand.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her