
Der er nybyggeri på vej som erstatning for Bjerggade 2, der fik omfattende skader ved et nærliggende kæmpebyggeri. Klima- og Planudvalget i Køge har netop godkendt et lokalplanforslag, der kan bane vejen for et nyt byggeri i tre etager, med otte boliger.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af Folkarkitekters forslag til ny bebyggelse som erstatning for den eksisterende villa, der blev skadet i forbindelse med byggeri af rehabiliteringscenteret.
I dagsordenen fra udvalgsmødet kan man læse, at formålet med lokalplanforslaget er at give mulighed for nyt byggeri med boliger i størrelsen 80-90 kvadratmeter samt med indretning af erhverv som butik, café, liberalt erhverv eller serviceerhverv i stueetagen.
Lokalplanforslaget lægger op til, at byggeriet i sin størrelse og udseende tilpasses den øvrige bebyggelse i Bjerggade. Byggeriet placeres i den sydlige del af grunden mens den nordlige del udlægges til parkering og renovation.
For at give mulighed for en bebyggelsesprocent på op til 200 procent, i modsætning til den nuværende på 130 procent, er der udarbejdet Tillæg nr. 9 til Kommuneplanen, der udlægger ejendommen som et nyt rammeområde, hvor bebyggelsesprocenten er øget til 200 procent.
Der er foretaget en screening af lokalplanens påvirkning af miljøet. På baggrund af screeningen er det vurderet, at lokalplanen ikke forudsætter en miljøvurdering. Begrundelsen er, at planen efter kommunens vurdering ikke danner grundlag for anlæg mv., der medfører væsentlig påvirkning af miljøet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her