
En håndfuld af de nærmeste naboer til Hotel Niels Juel har undervejs i den indledende høringsfase givet udtryk for visse bekymringspunkter, såfremt Køge Byråd skulle tillade hotellet at udvide med en ny tilbygning, der kan fordoble hotellets værelsesantal.
Både byggehøjde, mangel på parkeringspladser og mulige indbliksgener er blevet nævnt, og alt dette har Klima- og Planudvalg stor respekt for, fortæller udvalgsformand Niels Rolskov (EL).
Torsdag eftermiddag sendte udvalget så lokalplansforslaget i otte ugers offentlig høring, og her vil de relevante parter igen have mulighed for at komme til orde.
- Vi havde en god debat om det og sendte det i høring, men vi tager desuden en ekstra omgang med endnu en nabohøring efterfølgende, hvorefter vi tager stilling til det konkrete projekt. Vi kommer til at tygge det godt igennem, siger Niels Rolskov og peger på valg af facade, byggehøjde og indbliksgener, som elementer, der efter høringerne vil skulle fastslås.
Parkeringsdelen ser han positivt på, om end lokalplansforslaget lægger op til at sænke antallet af pladser til 0,50 plads per værelse.
- Det anser vi ikke for at være det helt store problem, fordi mange af gæsterne kommer i store busser, fordi hotellet ligger tæt ved stationen, og fordi der også ligger en relativt svagt benyttet offentlig parkeringsplads lige ved siden af, siger Niels Rolskov.
Ken Kristensen fra Venstre stiller sig positivt over for hotellets udvidelsesplaner. Særligt fordi der slet og ret er kæmpe behov for flere hotelsenge i Køge, påpeger han.
- Det er i mine øjne det helt rigtige at give Hotel Niels Juel mulighed for at udvide. Først og fremmest af hensyn til, at vi i Køge har ganske, ganske få hotelsenge sammenlignet med eksempelvis Ringsted og Slaget. Det giver især en udfordring i forhold til at tiltrække virksomheder, der kan afholde konferencer med mere. Og vi ved, at vores by og erhvervsliv tjener gode penge, når der er konferencer, hvilket vi naturligvis gerne vil understøtte, siger Ken Kristensen.
- Og selvom der også kommer et hotel i Køge Nord i fremtiden, vil vi stadig være håbløst bagefter, tilføjer han.
Han erklærer sig desuden klar til at gå i dialog med naboerne til Niels Juel i forhold til indsigelser om byggehøjde, parkeringspladser og indbliksgener. Men overordnet ser Venstre store perspektiver i lokalplansforslaget, fortæller Ken Kristensen.
- Vi mener, at man godt kan dispensere lidt fra parkeringsnormen, da Niels Juel dels ligger meget stationsnært, og en del gæster givetvis vil ankomme med offentlig transport, ligesom vi ved fra ejeren, at en af deres primære indtægtskilder er +65-busrejser med seniorer fra Tyskland, som ankommer i store busser, siger Ken Kristensen.
Han vurderer desuden, at man netop på denne placering, tæt ved jernbanen og væk fra den umiddelbare bymidte, godt vil kunne tillade at bygge i 15 meters højde og ikke de »sædvanlige« 12,5 meter.
- Hvis man skal gøre noget sted i det centrale Køge, synes jeg godt, vi kan overveje det her, siger Ken Kristensen, mens Niels Rolskov derimod er mere lunken ved tanken, fortæller han.
De to politikere får imidlertid rig mulighed for at drøfte perspektiverne igen, da lokalplansforslaget altså nu er på vej i først otte ugers offentlig høring, ligesom endnu en nabohøring derefter skal kaste yderligere lys over planernes indhold.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her