
Man er stadig ikke i mål.
Trods de nye - og for Frank Thøgersens vedkommende særdeles positive udmeldinger fra Socialdemokratiet - er der stadig mange måneders længsel og venten forude, spår cafeteriabestyreren og den mangeårige fodboldtræner, Frank Thøgersen over DAGBLADET.
Han var torsdag eftermiddag både glad, lettet og optimistisk. Men også forbeholden.
For selv hvis Socialdemokratiet skulle vinde valget og dermed arbejde hen mod en lovændring, som vil give Mint og 69 andre udviste børn mulighed for at søge om familiesammenføring på ny, vil der givetvis stadig gå lang tid, før det kan realiseres.
- Det er selvfølgelig en fed nyhed at få, men når den første glæde har lagt sig, tænker jeg, at politikerne jo skal på sommerferie efter valget, og at Folketinget først åbner igen til oktober. Derfra kan lovforslaget så eventuelt blive fremsat, og det skal vel behandles ad tre omgange, for jeg kan ikke forestille mig, at de kan nøjes med én behandling. Så vi skal jo formentlig ind i 2020, før det i givet fald kan gennemføres, og derfra vil vi så kunne søge, siger Frank Thøgersen til DAGBLADET.
Han er helt med på, at hans familie og de 69 andre, som har været igennem lignende forløb, nu bruges som brikker i det politiske spil i den igangværende valgkamp.
- Men for at være helt ærlig er jeg bedøvende ligeglad, siger han og fortsætter:
- Bare Mint kommer tilbage til Danmark. Bare alle andre familier også kan blive genforenet. Om det sker på den ene eller anden måde, betyder mindre. Det betyder derimod alt, der er nu er udsigt til, at loven kan loves om. Der er ikke spor tvivl om, at disse sager er blevet temaer i valgkampen, og at man har gemt nogle politiske bomber, som man kunne smide i valgkampen. Det har Mette Frederiksen nu gjort. Men det viser vel også, at politikerne har et hjerte. Så nu håber jeg på, at der fremsættes et lovforslag, som slår fast, at det ikke må være hensigten og meningen, at børn som Mint skal udvises, siger Frank Thøgersen til DAGBLADET.
De nye udmeldinger får ham dog ikke til at droppe de andre juridiske spor, som de har fulgt siden udvisningen. Aktuelt afventer familien således svar på en ansøgning om fri proces i en eventuel retssag, da man mener, at myndighederne har begået juridiske fodfejl i sagsbehandlingen. Dertil kommer, at Frank Thøgersen ligeledes har ansøgt om genoptagelse af sagen hos Udlændingestyrelsen, en ansøgning, som man ligeledes afventer svar på.
- Jeg håber da, at vi kan få genoptaget sagen og få Mint hjem til Danmark, inden et nyt lovforslag i givet fald fremsættes, siger Frank Thøgersen til DAGBLADET.
- Men jeg er glad for at høre, at politikere som Jacob Mark allerede har udtalt, at man nok skal holde Mette Frederiksen og Socialdemokratiet op på udmeldingerne, hvis de skulle vinde valget, tilføjer manden, der efter snart otte måneders følelsesmæssig rutsjebanetur måske endelig kan se afklaring forude.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her