

Se billedserie
Det har ofte været ét skridt frem og så to skridt tilbage for den familie fra Køge, der i oktober blev splittet, da den dengang 13-årige Atcharapan »Mint« Yuangyai blev udvist af Danmark og sendt hjem til Thailand.
Derfor er Mints danske stedfar Frank Thøgersen også tilbageholdende med optimismen, til trods for at han nu har fået Udlændingestyrelsens ord for, at familien kan søge om genoptagelse af deres sag. Det fortæller han til DAGBLADET.
Talrige gange er flig af håb forsvundet igen, så snart de ellers opstod, konstaterer Frank Thøgersen.
Det har ført til, at han er blevet mere mistænksom over for myndighedernes udmeldinger. Da en kontorchef i Udlændingestyrelsen for nylig fortalte ham, at der var grundlag for at søge om genoptagelse af sagen, vidste han derfor heller ikke, hvordan han i første omgang skulle forholde sig.
- Jeg fik at vide, at det, at Mint blev udvist til Thailand uden at have nogen til at tage sig af hende i Thailand, gjorde, at vi kunne søge om genoptagelse af sagen, siger Frank Thøgersen.
- Men det har vi jo hele tiden oplyst, at hun ikke havde. Alligevel endte det med, at hun blev udvist, tilføjer han over for DAGBLADET.
Der er ligeledes nu mulighed for at søge et turistvisum for Mint, fortæller stedfaderen, som dog tøver med det. Det vil potentielt kunne skade Mints chancer for at komme tilbage i skole i Thailand, hvis hun kommer til Danmark, og den genoptagede sag ikke får det udfald, som familien ønsker.
Det kan man læse meget mere om i lørdagens DAGBLADET.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her