
Som DAGBLADET Køge tidligere har beskrevet må den regionale institution FGU Midt- og Østsjælland erkende, at den blot fire måneder efter åbningen af tre nye skoler ikke har fået de elever, som Børne- og Undervisningsministeriets prognoser havde forudsagt.
Eftersom elevgrundlaget udgør det økonomiske grundlag, er institutionen tvunget til at gennemføre større besparelser.
Det fortæller FGU Midt- og Østsjælland nu selv i en pressemeddelelse.
Uddannelsen åbnede dørene til tre nye skoler i Køge, Ringsted og Faxe, var det med forventningen om at have 450 elever på årsbasis. Børne- og Undervisningsministeriet leverede de elevprognoser, som institutionen budgetterede efter.
Det reelle elevtal har her fire måneder efter skolestart vist sig væsentligt mindre end forventet. For at rette op på økonomien er 12 ud af en samlet medarbejderstab på 68 blevet opsagt. Direktør Tommy Sylvest forklarer nødvendigheden i at skære i medarbejderstaben så kort tid efter opstarten:
- Udfordringen for os er, at vi er en nystartet institution, der tilmed har overtaget noget gæld. Vi har derfor endnu ikke opbygget et økonomisk råderum til at kunne stå imod færre elevindtægter end forventet. Fokus er derfor at konsolidere os så meget, at vi fremover kan tåle de udsving, der altid vil være i elevgrundlaget, siger Tommy Sylvest i pressemeddelelsen.
Ud over at reducere antallet af medarbejdere i forhold til det reelle antal elever, nedlægger FGU Midt- og Østsjælland også samlet set syv værkstedslinjer på de tre skoler på grund af den manglende efterspørgsel. Selvom besparelserne kan lyde drastiske, er der ikke risiko for, at nogen af de tre nystartede skoler må dreje nøglen om, forsikrer Tommy Sylvest:
- Med den organisationstilpasning, vi gennemfører nu, kan vi holde alle tre skoler i fortsat drift, hvilket ligger både ministeriet, vores bestyrelse og os selv meget på sinde. Samtidig sikrer vi en sund virksomhed, der har økonomi til at investere i bl.a. det pædagogiske udviklingsarbejde, der er så vigtigt, for at vi kan levere den kvalitet, vi fortsat har ambition om, udtaler han.
Trods besparelserne ser Tommy Sylvest optimistisk på fremtiden. Han fortæller, at den interne proces i institutionen af gode grunde fylder meget lige nu, da man ønsker at sikre den bedst mulige proces både for medarbejdere og elever. Han ser derfor frem til igen at rette fokus mod den kerneopgave, der består i at opbygge et uddannelsestilbud, hvor unge opnår den motivation og de kompetencer, der skal til, for at give dem mod og evne til at komme videre med deres uddannelse og arbejdsliv:
- Selvom FGU Midt- og Østsjælland som organisation bliver mindre end forventet, så er vores ambitioner uændrede. Vi vil fortsat levere en kompetencegivende undervisning af højeste kvalitet, og vi vil fortsat have fokus på kerneopgaven nemlig vores elever, siger FGU-direktøren i pressemeddelelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her