
Frivillige sociale foreninger har for tiden svært ved at gennemføre planlagte aktiviteter grundet forsamlingsforbuddet. For at imødegå de udfordringer, foreningerne står i, lemper Køge Kommune nu reglerne for brug af støttemidler indtil udgangen af 2020. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Vi skal i en tid som denne holde fast i vores meningsfulde fællesskaber og målsætningen om det sunde seniorliv. Corona gør, at mange ældre og udsatte borgere er isoleret derhjemme og det skaber et stort behov for et aktivt civilsamfund også på den anden side af krisen. Derfor ændrer vi nu støtten til de frivillige sociale foreninger i 2020, så foreningerne kan planlægge aktiviteter, som kan komme Køge Kommunes borgere til gavn, når det igen er muligt at mødes i større fællesskaber, siger formand for ældre- og sundhedsudvalget, Bent Sten Andersen (DF).
Frivillige sociale foreninger har for tiden svært ved at gennemføre planlagte aktiviteter på grund af forsamlingsforbuddet.
Køge Kommune har fået flere henvendelser fra foreninger, som ikke har mulighed for at gennemføre planlagte aktiviteter. I april modtog kommunen dertil en henvendelse fra Civilsamfundets Brancheforening om vilkårene for foreninger samt kommuners muligheder for at støtte op om foreningernes arbejde generelt.
For at imødegå de udfordringer, foreningerne står i, lempes reglerne for brug af støttemidler indtil udgangen af 2020.
Ældre- og Sundhedsudvalget tildeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde over hele Køge Kommune. I 2020 deltes i januar således 1,6 mio. kr. til mere end 90 frivillige foreninger i Køge Kommune til en lang række forskellige aktiviteter i 2020.
- Midler til frivilligt socialt arbejde er en investering i Køge Kommunes civilsamfund og i de meningsfulde fællesskaber. En investering, som kommer igen i form af øget livskvalitet for kommunens borgere. Derfor er det vigtigt at investeringen i det frivillige sociale arbejde ikke ender som tilbagebetaling af ubrugte støttekroner til kommunekassen. Vi vil gerne række hånden ud og være fleksible, så foreningerne kan planlægge aktiviteter, som kan komme Køge Kommunes borgere til gavn på den anden side af Corona, siger udvalgsformand Bent Sten Andersen.
Konkret har Ældre- og Sundhedsudvalget besluttet, at foreninger, som har modtaget støtte til frivilligt socialt arbejde i 2020, kan søge Køge Kommune om at måtte bruge de tildelte midler til andre formål, end de oprindeligt blev søgt til, hvis aktiviteter har måttet aflyses som følge af forbuddet mod større forsamlinger. Der er også mulighed for, at foreninger kan overføre ubrugte midler til 2021, hvis det ikke er muligt at afholde aktiviteterne i 2020.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her