

Se billedserie
Både Messenger- og SMS-indbakken bugner af beskeder fra velmenende mennesker, der ønsker at udvise sympati med familien Thøgersen/Yuangyais situation.
Mandag forlod 13-årige Atcharapan »Mint« Yuangyai Danmark sammen med sin mor, Ratre, efter at Mint var blevet udvist af Danmark, og siden har det mildest talt været hektisk, kaotisk og hårdt, fortæller Mints bonusfar, Frank Thøgersen, der er efterladt i Danmark, og som har modtaget de mange positive henvendelser. Det fortæller han til DAGBLADET.
Det vigtigste er imidlertid, at Mint og Ratre har det okay efter omstændighederne, fortæller Frank. De har siden ankomsten til Bangkok tirsdag været indlogeret på en slags vandrerhjem, hvor de har, hvad de skal bruge, uden at det er prangende.
I går var Mint og Ratre rundt i Bangkok i forsøget på at finde en skole, hvor Mint vil kunne vedligeholde sit dansk. Eller i det mindste lidt engelsk.
- I Thailand foregår alt jo selvfølgelig på thailandsk, og Mint kan ikke bare være væk i tre måneder, uden at hun mister noget af det danske sprog. Så de er ude for at kigge på mulighederne på forskellige skoler, siger Frank Thøgersen til DAGBLADET.
De forgangne 10 dage er mediedækningen af sagen gradvist taget til, hvilket har givet Frank rygende travlt. Både B.T., Jyllands-Posten, Radio 24Syv og Danmarks Radio har foruden DAGBLADET beskrevet sagens omstændigheder, og Frank Thøgersen har velvilligt stillet op.
- Det er den mulighed, jeg som den lille mand har i forhold til at brede kendskabet til sagen ud. Og jeg er så heldig, at I har villet dække denne sag, og det er jo nok fordi, at det rammer noget i mange mennesker. Vi er hverken de første eller de sidste, dette går ud over, selvom jeg selvfølgelig håber, at vi bliver de sidste, siger han til DAGBLADET.
Han har da også i de forgangne dage oplevet, hvordan adskillige fremmede mennesker har hilst på ham og udtrykt deres støtte. Til trods for det kan være hårdt hele tiden at blive mindet om det og hele tiden at skulle forholde sig til, hvad der er hændt, giver det også styrke.
- Selvom det for os er en tragisk sag, har det også været utroligt at opleve, hvor søde og rare alle har været. Det giver mig energi. I går (torsdag, red.) i supermarkedet var der seks ældre kvinder henne ved mig, der viste medfølelse. Og det her er jo ikke synd for mig, nej, det er synd for min datter. Men at møde så mange behagelige mennesker giver mig styrke til at kæmpe videre for, at hun kan komme hjem til Danmark, siger Frank Thøgersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her