18. juni 2021
Thomas Kampmann (K) og Konservative i Køge bakker op om det nye aftale fra Christiansborg, der blandt andet lægger op til tidligere anbringelser af udsatte børn. Foto: Thomas Olsen
Thomas Kampmann (K) og Konservative i Køge bakker op om det nye aftale fra Christiansborg, der blandt andet lægger op til tidligere anbringelser af udsatte børn. Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Konservative om ny aftale: På tide at sætte barnets tarv først

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Konservative om ny aftale: På tide at sætte barnets tarv først
Køge - 17. maj 2021 kl. 18:47
Af Simon de Visme

Spørger man Thomas Kampmann (K), der er næstformand i Køge Kommunes børneudvalg, tror han overordnet, at den nye aftale »Børnene Først« vil betyde, at udsatte børn får et bedre børneliv og derigennem et så normalt voksenliv som muligt.

- Vi er altid gået på valg på den tidlige indsats, og aftalen styrker helt klart den indsats og strammer op i forhold til at give børnene nogle bedre rettigheder, end de har haft før. Det er helt fantastisk, at de bliver inddraget tidligere, og at de får en stærkere stemme, siger Kampmann og fortsætter: - Når det er sagt, så stiller det også kæmpe store krav til os politisk og endnu større krav til forvaltningen. Socialrådgivere skal efteruddannes, ligesom plejefamilierne skal uddannes, men det er vigtigt, at de også får en stemme.

Jo tidligere jo bedre

Den konservative politiker mener, at hvis man anbringer udsatte børn tidligt, kan de godt få en god chance for at komme videre i livet, mens en anbringelse af en 16-årig formentlig vil komme for sent.

- Vi bakker op om, at flere anbringes, for jo tidligere vi sætter ind, jo mere skånsomt kan vi gøre det. Der er bare nogle forældre, som ikke kan håndtere det, og så må man fjerne barnet, lyder det fra Thomas Kampmann.

Søskende i fokus

Et punkt i aftalen handler om obligatoriske søskendeundersøgelser. De bliver aktuelle, når et barn anbringes, og i den situation har kommunen pligt til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af alle søskende i hjemmet under 15 år for at vurdere, om der også her er behov for en indsats, og hvad den i givet fald skal bestå i.

Den del af aftalen får opbakning fra Børns Vilkår:

- Vi har desværre set mange eksempler på sager, hvor børn bliver anbragt, mens resten af søskendeflokken efterlades i hjem med omsorgssvigt. Nu kommer der et tiltrængt fokus på at sikre, at alle forhold undersøges, så eventuelle andre børn i hjemmet også får den rette hjælp og støtte, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, til Ritzau.

Nyttig task force

Et andet punkt i »Børnene Først« handler om at styrke Socialstyrelsens task force, og det arbejde den gør i landets kommuner for at styrke sagsbehandlingen. Ifølge Thomas Kampmann giver det god mening at opruste det arbejde.

- Det er positivt, for vi bevæger os i en ny retning med en helt ny tilgang, og derfor har de overordnede statslige myndigheder også noget at lære. Vi har selv set på handicapområdet i Køge, at task forcen kan være meget nyttig og give gode resultater og gode konklusioner, og det håber jeg også kommer til at ske med den nye lovgivning, siger han.

Apropos sagsbehandling. I Køge Kommune har man tidligere talt om udfordringer med skiftende sagsbehandlere og komplicerede sager. Med den nye aftale skal kommunerne sikre, at der kommer to sagsbehandlere på de svære sager. Hvad tænker du om det?

- Jeg synes, det er en god ting, at flere øjne ser på den samme sag, når den er kompliceret, og at man får en »second opinion«, lyder det fra næstformanden i Børneudvalget.

Hvilken betydning får det for sagsbehandlingen, at der kommer flere øjne på?

- Det må give en bedre kvaliteten, og det er også et behov i Køge Kommune, for det er vigtigt, man ikke skifter sagsbehandler hele tiden. Det er vigtigt, at når der står et barn med udfordringer, at det så kan få fat i en sagsbehandler, som det kender og forhåbentlig har været en konstant i et langt stykke af forløbet.

Alt i alt er det her en aftale, der umiddelbart lægger op til mere indgriben i familierne. Hvad tænker du om det?

- Det er jeg ikke bange for. Det er på tide, at vi sætter barnet og dets tarv først og ikke forældrenes. Nu har vi en chance for at gøre det bedre for de udsatte børn med et ordentligt stykke lovgivning, fastslår Thomas Kampmann.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk