Årsskiftet er tiden til nye begyndelser, og for Lotte Rex markerede nytåret starten på livet som selvstændig med åbningen af hendes nye, private jordemoderklinik, EnTrygStart.
Den er åbnet i Jernbanegade 8G, 1. sal, hvor gravide og nybagte forældre altså fremover kan få hjælp til at få en god fødsel og første tid med barnet.
Lotte Rex er blev uddannet som jordemoder i 2011, og hun har arbejdet på sygehusene i Hvidovre og Næstved, lige som hun har erfaring som familiebehandler i kommunalt regi, hvor hun har arbejdet med sårbare familier. Hun er oprindelig uddannet afspændingspædagog og har således arbejdet med gravide og spædbørn gennem hele sit arbejdsliv.
Private jordemødre er i skrivende stund ikke ramt af coronanedlukningen, men den aktuelle situation får alligevel afledte konsekvenser for den nye jordemoderklinik. For eksempel må Lotte Rex vente med at åbne sit tilbud om hold med gravid-yoga og efterfødselsyoga, som hun har planer om.
- Jeg kommer også til, når der bliver åbnet mere op igen, at holde åbent hus en eller to gange om måneden for gravide og nybagte forældre, hvor de kan komme forbi og få sig en lille snak med mig om graviditeten, fødslen og deres baby, fortæller Lotte Rex.
Tilbuddet er gratis, men i begyndelsen bliver det med tilmelding på grund af forsamlingsforbuddet.
- Jeg tilbyder også at komme ud i mødregruppe og holde oplæg. Det kan være om amning, spædbørnsmotorik og hvad der ellers rører sig hos de nybagte mødre, fortæller jordemoderen, der har boet i Køge gennem 17 år.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her