

Se billedserie

Han var så fuld og påvirket, at han end ikke kunne bremse for at undgå politibilen. Nu kender retten en 53-årig mand skyldig i spiritus- og narkokørsel og snupper hans kørekort til lille knallert i tre år og seks måneder. Det afgør retten i Roskilde.
Den 53-årige mand kørte 6. september sidste år lige durk ind i en politibil, som holdt parkeret på tværs af cykelstien for at stoppe ham.
En patrulje havde fattet mistanke til manden, som kørte på knallert ad Ringvejen i Køge. I krydset ved Ringvejen og Tøxensvej viste patruljen stop-skiltet til knallertføreren. Men i stedet for at standse kiggede manden på betjentene i patruljebilen og vinkede, hvorefter han satte farten op.
Patruljen kørte lidt længere frem til hjørnet af Zoffmannsvej og parkerede så patruljevognen på tværs af cykelstien for at afskære knallertens kørsel.
Patruljen så i bakspejlet, at knallerten kørte langt tilbage på cykelstien i retning mod patruljebilen. Den ene betjent stod ud af bilen for at tage kontakt til knallertføreren, men manden kørte blot fortsat frem mod patruljebilen med uændret hastighed og lige ind patruljebilens bagende på højre side. Ikke en gang det faktum, at politibilen holdt med de blå blink tændt gjorde nogen forskel.
Den 53-årige mand fik kun småskrammer ved sammenstødet, men knallerten var voldsomt beskadiget.
Politiet tog efterfølgende en blodprøve, som viste, at manden havde en alkoholpromille på 1,88. Prøven viste også, at den 53-årige var påvirket af amfetamin.
Mandens knallert blev også undersøgt. Det viste sig, at den kunne køre langt hurtigere end tilladt. Politiets måling på rullebånd viste, at den kunne nå en maksimalhastighed på 61 kilometer i timen. Den burde højst kunne køre 30 kilometer i timen.
I retten erkendte manden sig delvis skyldig. Anklageren krævede, at manden fik frakendt kørekortet til lille knallert. Det blev også dommens resultat.
Retten frakendte manden retten til at køre lille knallert i tre år og seks måneder. Han fik også en bøde på 6.500 kroner og skal betale sagsomkostningerne.
Han har ikke tidligere været straffet af betydning for sagen.
Politiet inddrog allerede hans kørekort den 7. maj 2019 ved en såkaldt administrativ inddragelse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her