

Se billedserie
En kernefamilie bosat i Skovparken i Køge er blot to døgn fra at blive revet fra hinanden.
Fredag modtog familien Thøgersen Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring. Styrelsens afgørelse betyder, at den 13-årige Atcharapan Yangyai - i daglig tale kaldet Mint - i overmorgen bliver udvist fra Danmark.
Det skriver DAGBLADET Køge.
Begrundelsen for afslaget på familiesammenføring er, at »Mint« efter Udlændingestyrelsens vurdering ikke har udsigt til at blive ordentligt integreret i Danmark - men pigen fungerer fint i sin 7. klasse på Hastrupskolen og både hendes mor og far har fast arbejde.
Pigens lærer på Hastrupskolen, Marie Hvidtfeldt Bedsted, er helt uenig med Udlændingestyrelsens vurdering, kan man læse på Facebook:
- Mint har på meget kort tid lært dansk og der er så meget potentiale i hende. At påstå at et barn som går i en dansk folkeskole, hvor der tales dansk og bor i et hjem hvor der tales dansk og har danske venner ikke kan integreres i det danske samfund, er for mig helt uforståeligt, skriver hun.
- Jeg er ked af det. Jeg er glad for at være i Danmark. Jeg har venner og gode lærere i Danmark. Hver dag passer jeg min lillebror og hjælper min mor med at gøre rent, siger Mint stille.
Stedfaderen Frank Thøgersen har straks hyret en advokat og er indstillet på at kæmpe for sin familie. Han og hans kone har drøftet muligheden for at flytte hele familien til Thailand, men det kan ikke være rigtigt, mener Frank Thøgersen.
- Jeg bliver ramt af en uretfærdighedsfølelse. Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal flygte fra mit land for at holde sammen på min familie? siger han.
Læs mere i dagens udgave af DAGBLADET Køge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her