

Se billedserie
Køerne var lange som til et ophørsudsalg, da genbrugspladserne i foråret sidste år åbnede portene igen, efter i første omgang at være blevet ramt af den første store coronanedlukning af samfundet.
Der har langt fra været den samme storm omkring ARGO's genbrugspladser i forbindelse med den aktuelle nedlukning, hvor hverdagen på genbrugspladserne i store træk ligner sig selv. I foråret blev genbrugspladserne midlertidigt lukket ned af Kommunernes Landsforening og Styrelsen for Patientsikkerhed, men til forskel fra dengang har pladserne nemlig i dag fået status som kritisk virksomhed, oplyser kommunikationskonsulent Rie Døllner fra ARGO.
Derfor kan de holde åbent som normalt, men alligevel er der en række forholdsregler, man skal tage højde for, når man besøger genbrugspladsen.
- Vi opfordrer folk til at komme i ydertidspunkterne, lige som man gør i dagligvareforretninger, så vi kan fordele besøgene jævnt ud over hele dagen. Dertil kommer, at der er en række forholdsregler, når man er på pladserne, og vi oplever generelt, at de besøgende er gode til at overholde retningslinjerne, siger Rie Døllner.
Hun fremhæver desuden, at man desuden er hjulpet af, at vinteren er en forholdsvis stille periode på genbrugspladserne, mens der er væsentligt flere besøgende i løbet af forårsmånederne.
Når man besøger genbrugspladsen i dag, skal man være opmærksom på, at afstandskravet om to meter mellem mennesker også gælder her - også selvom det er udendørs.
Desuden anbefaler ARGO, at man bruger mundbind, når man bevæger sig rundt på genbrugspladsen, lige som man opfordres til at komme alene.
Endelig skal man i modsætning til normalt medbringe sin egen skovl og kost for at eliminere smitterisikoen ved de udlånsredskaber, der normalt er tilgængelige på genbrugspladserne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her