6. august 2021
En SF-kæmpe er gået bort; Torben Haack gik ofte ind i borgersager, som få andre havde lyst til, og på sin vej hjalp han mange borgere i kampen mod uretfærdighed i systemet. Hvad enten det omhandlede fejlslagne byggesager, eller når forældre til børn med særlige behov havde brug for en udstrakt hånd. Foto: Lene Ploug Frederiksen
En SF-kæmpe er gået bort; Torben Haack gik ofte ind i borgersager, som få andre havde lyst til, og på sin vej hjalp han mange borgere i kampen mod uretfærdighed i systemet. Hvad enten det omhandlede fejlslagne byggesager, eller når forældre til børn med særlige behov havde brug for en udstrakt hånd. Foto: Lene Ploug Frederiksen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgernes frontkæmper er gået bort: - Uden ham var vi endt i rendestenen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgernes frontkæmper er gået bort: - Uden ham var vi endt i rendestenen
Køge - 18. juni 2021 kl. 12:34
Af Anders Fallesen

Mens mange politikere ikke vil gå ind i enkeltsager, men i stedet hellere kigger på de brede perspektiver og overordnede principper, gik Torben Haack ofte den anden vej.

arrow Læs også: Hyldest til afdød kollega: - Det bliver mere fattigt uden dig

Han var aldrig bleg for at stille sig på øretævernes holdeplads, når han fik nys om borgere rundt i Køge Kommune, der kæmpede en ulige kamp mod myndighederne. Borgere, der ofte var kommet i klemme grundet nærliggende bygge- og anlægsprojekter. Den type sager gik SF'eren ind i med liv og sjæl, og han holdt sjældent igen med kritik af hverken forvaltning, politiske kolleger, entreprenører og bygherrer, hvis han mente, at det gik for langsomt med at hjælpe de borgere, hvis sag han førte.

- Det kan vi ikke være bekendt over for borgerne, sagde han ofte, når han omtalte passivitet, handlingslammelse og manglende lyst til at kaste sig ind ofte komplicerede sager.

Torsdag klokken 9.00 sov Torben Haack stille ind efter længere tids sygdom. Omgivet af sin nærmeste familie, 74 år gammel.

En hjertesag at hjælpe

At han efterlader et gigantisk tomrum, kan de færreste, der kendte ham og hans omgivelser være i tvivl om. Spørg bare familien Andersen fra Ådalen i Ølsemagle, hvis ejendom rystede og ramlede, da et nærliggende anlægsbyggeri af fjernvarmerør pludselig begyndte en sommeraften i juni 2014.

Ejendommen slog revner og blev slemt beskadiget, og da Torben Haack først hørte om sagen, lagde han alt andet til side og kastede sig direkte ind i kampen for at hjælpe familien.

For John Andersen og hans familie har Torben Haack gjort en ubeskrivelig stor forskel, fortæller John Andersen, der er meget berørt af Torben Haacks bortgang.

- Jeg kan sige det både langt og kort, men bundlinjen er, at uden Torben var vi endt i rendestenen, siger John Andersen.

- Torbens ukuelighed, hans fight, og det, at han blev ved og ved og ved, selv om han i perioder var syg og meget svækket, gjorde, at vi kom igennem det. Det var en hjertesag for ham, og var det ikke for ham, ved jeg ikke, hvad der var sket. Et stærkt minde for mig er, at han, da han kørte sagen, fik medicin og hjertestød og i perioder var meget svækket. Vi sagde til ham, 'Torben, det her må altså ikke koste dig noget helbredsmæssigt, du bør trække dig og tænke på dig selv.' Hans svar var; 'John, jeg opgiver først denne sag, når jeg lukker øjnene for sidste gang. Vi skal vinde sagen,' husker John Andersen om Torben Haack

En ven for livet

Den mere end 15 måneder lange strid mellem bygherre, entreprenør, rådgivningsvirksomheder, kommune, forsikringsselskaber og familien Andersen endte til sidst med et forlig, så familien fik fire millioner kroner og kunne opføre et nyt hjem.

I årene efter stridens afslutning i efteråret 2015 kom Torben Haack på besøg dagligt hos familien til en sludder, en smøg og en sodavand. Han var altid lyttende, grinende og imødekommende, og familien Andersen havde fået en ven for livet. Omgangstonen mellem dem var bramfri, men kærlig.

- Torben skelede ikke til hverken køn, alder eller andet. Var der borgere, der var i klemme i systemet, så kæmpede han for deres sag. Det har jeg lært meget af. Han lærte os også at lytte til mange forskellige holdninger og meninger, før man træffer sine beslutninger. Han satte sig meget ind i sagerne, for han ville træffe sine beslutninger på et oplyst grundlag, siger John Andersen, der sammen med sin familie meget ofte fortalte Torben Haack, hvor taknemmelige de var for hans indsats og venskab.

- Det bedste af det er, at vi sagde det til ham, da han var i live. Han vidste, hvor meget han betød for os, siger John Andersen.

Helt til det sidste kom Torben Haack som minimum én gang ugentlig hos familien på Ådalen 2 i Ølsemagle og ofte også hyppigere. Til en sludder, en smøg og en sodavand.

- Vi kom i hans hjem, og han kom hos os. Han var en rigtig hjerteven, siger John Andersen.

En rigtig læremester

Da en helt ung Jacob Mark i januar 2010 for første gang satte sine fødder i byrådssalen på Køge Rådhus, var han både usikker, nervøs og helt grøn i politik.

Heldigvis havde han sig en garvet læremester at læne sig op ad, og hurtigt fik han et meget nært forhold til partikollegaen Torben Haack. Nyheden om Torben Haacks bortgang har ramt Jacob Mark meget hårdt, men han vil med glæde sætte ord på, hvad hans reservebedstefar og politiske mentor betød for ham.

- Han var en ildsjæl som ingen anden, siger Jacob Mark og fortsætter:

- Torben gik rigtig meget op i, at det var vigtigt, at man skulle mene noget. Han kunne ikke fordrage systemisk tænkning, og han sagde, at hvis vi ikke mener noget, bliver vi usynlige. Han respekterede, om man var blå, grøn eller rød. Bare man mente noget, siger Jacob Mark og husker tilbage på, da han først hørte om sagen fra Ådalen i Ølsemagle.

- Der gik nok et halvt års tid, før jeg forstod, hvad han egentlig mente og kæmpede for, men han holdt bare fast og fast. Da alle parterne, altså familien, daværende borgmester Flemming Christensen og diverse advokater, skulle holde et afgørende møde, lå Torben indlagt på hospitalet og havde dioder over det hele. Men han rejste sig, i sit hospitalstøj, og tog med til mødet, selvom han lignede noget, der var løgn. Til trods for at lægerne frarådede det. Sådan var Torben, siger Jacob Mark.

Det varme smil

Et andet kært minde, som SF-gruppeformanden bærer rundt på, er fra et landsmøde for et par år siden i en periode, hvor partiet ikke havde den store medvind.

- Jeg havde jo fået en anden rolle og var gået fra at være byrådsmedlem til at have ansvar for hele partiet. Og det landsmøde gik ad helvedes til, og jeg fik kvajet mig gevaldigt. Da jeg efterfølgende kom ned til Køgebordet, sad han bare og smilede og grinede, og så sagde han 'hvad fanden har du nu lavet?' Og så fik jeg ellers et stort kram. Det var altid det samme smil og den samme varme, man fik fra Torben, siger Jacob Mark.

I en tilspidset politisk og parlamentarisk situation efter kommunalvalget i 2013 lærte Jacob Mark desuden en anden vigtig lektie fra Torben Haack.

- Det var, da vi besluttede at gå sammen med de borgerlige partier i konstitueringen. Jeg var ikke så vild med det og foretrak, at vi gik sammen med de røde. Men Torben sagde, at det handler ikke om, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om. Så han sagde til mig, at nu går du bare ind til de borgerlige og siger, hvad du vil have for at gå med. Jeg bød meget højere ind med ting, som jeg ikke troede, vi ville få. Men vi fik det alligevel. Og så smilede Torben ellers bagefter, og vi endte jo, i min optik i hvert fald, med at føre masser af rød politik, siger Jacob Mark, der tog flere lærdomme om en pragmatisk tilgang til politik med sig derfra.

Borgernes tillidsmand

Adspurgt til, hvad han tror, at man i Køge og omegn vil komme til at savne allermest med Torben Haacks bortgang, svarer han:

- Det bliver i den slags situationer, hvor nogle borgere er kommet i klemme, fordi systemet åbenlyst tager fejl. Der kommer man ikke længere til at have den tillidsmand, som Torben var. Det har vi set utallige gange i byggesager fra Ådalen og Bjerggade, eller i sager hvor forældre til børn med særlige udfordringer har kæmpet med systemet, siger Jacob Mark.

Og sådan kæmpede Torben Haack helt til det sidste. Altid for retfærdighed og gerne i enkeltsager, som ingen andre ville røre ved.

Altid for borgere, der var i klemme og havde brug for en udstrakt hånd.

arrow Borgmesterens mindeord: Torben Haack er død
17. juni 2021 kl. 14:39 Opdateret: kl. 14:39
Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk