22. september 2019
Niklas Præstegaard er ny sparekassedirektør og har solide rødder i Køge. Foto: Martin Håkan.
Niklas Præstegaard er ny sparekassedirektør og har solide rødder i Køge. Foto: Martin Håkan.
Foto: Martin Håkan
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny afdelingsdirektør er på hjemmebane i Køge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny afdelingsdirektør er på hjemmebane i Køge
Køge Onsdag - 06. september 2019 kl. 10:28
Af Henrik Førby Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den 32-årige Niklas Præstegaard har indtil nu været erhvervskundechef i Sparekassen Kronjylland, men overtager afdelingsdirektør Morten Højbjerg Damms stilling med Damms forfremmelse til områdedirektør for Sjælland og Fyn.

Niklas Præstegaard er født, opvokset, uddannet og har altid arbejdet i Køge, hvor han bor i gåafstand fra banken. Derudover spiller han i sin fritid fodbold i Ejby IF, så man finder ikke en mere lokalt kendt person til at stå i spidsen for sparekassens afdeling i netop Køge.

- Det er tæt på fuld plade - det er nok svært at være mere lokal, konstaterer han med et grin.

Han ser sit indgående lokalkendskab som en kæmpe fordel i arbejdet. Fagligheden følger med uanset hvor man arbejder, men lokalkendskabet tager tid og er guld værd i arbejdet for at give kunderne den helt rette service.

- Det er en slidt frase, men der er jo noget om, at Køge er en form for Korsbæk. Det er godt at kende de lokale historiske og politiske referencer og jeg ser det som en stor styrke, at jeg ved, hvad der rører sig og at jeg har set byen udvikle sig. Jeg er på hjemmebane, konstaterer Niklas Præstegaard.

Som tidligere erhvervskundechef er den nye afdelingsdirektør solidt forankret i lokale netværk og kender Køges erhvervsliv godt og grundigt. Han kender værdien af personlige og uformelle kontakter.

- Du har altid din faglighed, men når du arbejder med erhvervskunder, er netværket og relationerne nøglen til succes, mener den nye afdelingsdirektør.

Han agter at fortsætte den succesfulde linje, som Morten Højbjerg Damm har lagt for den succesfulde afdeling, der på bare 2,5 år har etableret sig solidt i Køge med overskud efter bare ni måneders drift - det hurtigste i sparekassens historie. En succes som ikke mindst er baseret på den gode personlige service og viljen til at lytte til og rådgive alle kunder.

- Vi vil have det sådan, at folk oplever, at de får verdens bedste oplevelse hos os - også dem, som vi måske ikke lige kan hjælpe på stående fod. Vi kan måske ikke give dem et lån her og nu, men vi kan jo godt give dem gode råd om, hvordan de kommer derhen, hvor vi kan hjælp dem. Jeg går usandsynligt meget op i at leve op til den tillid, folk viser mig, når de henviser mulige kunder til mig. Jeg tager tingene alvorligt og seriøst - og jeg gør det med det samme, forklarer Niklas Præstegaard og uddyber:

- Vi forsøger at gøre dét, som alle banker siger, de gør - men måske ikke helt gør: At differentiere os på de umoderne og stille dyder som service, tilgængelighed og hastighed. Det er jo klart fra en kundes synspunkt, at et huskøb er en stor beslutning og at kunden vil vide, om han har sit hus eller ej - og han vil vide det i eftermiddag. Tænk hvis en anden løb med huset! Jeg tror faktisk ikke, det er så komplekst.

Som selvejende institution, har Sparekassen Kronjylland ikke en kreds af ejere, som skal indkassere et årligt overskud og banken har da også et bevidst lavere overskud end konkurrenterne. I stedet for udbytte til aktionærer, investerer sparekassen i ekstra personale - og dermed ekstra god service. Om en måneds tid når den lokal filial op på 16 ansatte.

- Det er vores »forretningshemmelighed«. Der findes ikke et andet selvejende pengeinstitut i byen. Vi bliver ikke vejet og målt af investorer og analytikere på daglig basis, da de reelt ingen interesse har i os. Det giver en enorm ro og ikke mindst mulighed for at tænke langsigtet, til fordel for medarbejdere, kunder og lokalsamfund. Vi åbner i stedet nye afdelinger og ansætter flere folk samt støtter aktivt lokalsamfundet, der omgiver os - for det er vores pligt med den rolle og placering, et pengeinstitut i 2019 har i vores samfund, siger Niklas Præstegaard.

Den model giver kunder i butikken - Sparekassen Kronjylland er i dag Danmarks største sparekasse og landets ottendestørste pengeinstitut.

Kerneforretningen er naturligvis det daglige arbejde med privat- og erhvervskunder. Dertil kommer lokale sponsorater. Niklas Præstegaard er helt bevidst om, at sponsoraterne betyder meget for bankens omdømme og goodwill blandt Køges borgere og forretnings- og handelsliv. Den unge mand fra »Korsbæk« har da heller ikke tænkt sig at skrue ned for sponsoraterne. Senest er banken blevet hovedsponsor af hans egen klub Ejby IF.

- Selvfølgelig skal vi bakke op om Køge Festuge og de arrangementer, som handelslivet gennemfører. Det er jo blandt andet derfor, vi har sådan en fantastisk handelsby. Det er noget af dét, Køge kan: du har en masse virksomheder, der giver en masse tilbage til byen. Og borgerne tænker jo også på det - »vi må hellere handle i gågaden, ellers risikerer vi ikke at have den om ti år«, siger afdelingsdirektøren, der altid har den næste rejse for ham selv og kæresten Sara på tegnebrættet.

- Det er mit kick - jeg elsker at tage ud i verden for at hente inspiration.

Sparekassen Kronjylland holder reception for kunder og forretningsforbindelser i Køge filialen fredag den 27. september klokken 14 til 17.

Tilmelding til nyhedsbrevet for DAGBLADET / Køge Onsdag / LørdagsAvisen

Nyhedsbrevet udsendes hver dag omkring klokken 14.
BREAKING-nyheder udsendes efter behov
*påkrævet

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk