
Aktivitetskoordinator Mei Kanstrup stopper som ansat i Vores Kalundborg ved udgangen af april.
- Bestyrelsen i Vores Kalundborg har valgt at stoppe samarbejdet med foreningens ansatte aktivitetskoordinator Mei Kanstrup, senest med udgangen af april måned i år.
Det skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse, som blev sendt ud torsdag.
Mei Kanstrup begyndte i jobbet som aktivitetskoordinator i begyndelsen af august sidste år, hvor hun overtog stillingen fra Anita Winther, der havde været aktivitetskoordinator i fem år.
Mei Kanstrups hovedopgave var at være med til at skabe aktiviteter i Kalundborg by. En opgave som har været særdeles udfordrende på grund af Coronakrisen, hvilket der da heller ikke lægges skjul på i pressemeddelelsen.
- Vores Kalundborg vil nu benytte lejligheden til at få sammensat en profil på en ny aktivitetskoordinator, og hvilke opgaver der skal arbejdes med, når der forhåbentlig snart kan åbnes op for butikker og øvrige erhvervsliv, så vi igen kan opleve liv i vores gader, lyder det i pressemeddelelsen.
Nordvestnyt har forsøgt at få en kommentar til historien fra Mei Kanstrup, men det har ikke været muligt, da hun i øjeblikket er sygemeldt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her