
Af Bjarne Robdrup
Det er en kendt sag, at der i nogle brancher er mangel på lære-pladser, mens der i andre erhverv er for få interesserede unge og derfor færre, der søger, i forhold til behovet. Det kan i alle tilfælde efterlade unge, der ikke kan få den lærlingeplads, de gerne vil have.
Men der er heldigvis også solstrålehistorier: Det gælder eksempelvis hos SKANDI-Bo A/S, som nu optager to nye lærlinge.
Glarmestrenes branche- og arbejdsgiverforening, AMK Øst og Jobcenter Kalundborg har fundet sammen i et nyt samarbejde om at hjælpe kommunens glarmester- og alubyggervirksomheder med at rekruttere lærlinge.
SKANDI-BO A/S manglede alubyggerlærlinge og har sammen med Jobcenter Kalundborg udarbejdet en lærlingeprofil, der matcher virksomhedens behov. Der blev rekrutteret kandidater og efterfølgende ansat to lærlinge.
Uddannelsen som alubygger er en fordelsuddannelse, der tager fire år og otte måneder, og skoleforløbene foregår hos EUC Nordvestsjælland i Audebo.
Fordelsuddannelser er uddannelser inden for fag, hvor arbejdsgiverne forventer et særligt stort behov for arbejdskraft. Fordelsuddannelserne er derfor et attraktivt førstevalg for unge og voksne, der ønsker en erhvervsuddannelse.
- Det er vanskeligt at tiltrække lærlinge, fortæller fabriksdirektør Carsten Andreasen, SKANDI-BO A/S. Han repræsenterer Dansk Industri i Fagligt Udvalg, og arbejder blandt andet med at udvikle og forbedre uddannelsen.
- Jeg har et godt og tæt samarbejde med Jobcenter Kalundborg og er meget glad for indsatsen, der resulterede i ansættelse af vores to nye lærlinge, Mike Christensen og Nick Kjerulff Saaby.
Både Mike og Nick har tidligere prøvet andre brancher, men er enige om, at de har fundet den rette uddannelse hos SKANDI-BO A/S.
- Det er en god virksomhed med flinke og dygtige kolleger og vi er blevet taget rigtig godt imod. Vi skal lære at arbejde med glas, facade- og tagkonstruktioner i aluminium og producere døre/vinduer i alu, og der er både værkstedsarbejde og monteringsopgaver udenfor huset, siger de glade lærlinge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her