
DF's spidskandidat i Kalundborg Peter Jacobsens beslutning om at takke nej til Socialdemokraternes tilbud om en borgmesterpost får øjeblikkeligt konsekvenser.
Endnu inden den nyvalgte kommunalbestyrelse i Kalundborg er trukket i arbejdstøjet, siger Gert Larsen farvel til Dansk Folkeparti - og bliver løsgænger de næste fire år.
Gert Larsen meddelte fredag eftermiddag Peter Jacobsen sin beslutning.
- I min optik siger man ikke nej til et tilbud om en borgmesterpost. Et tilbud, han har fået foræret på et sølvfad. Det kan jeg ikke acceptere. Og Peter Jacobsens begrundelse, at det ville afstedkomme mange udfordringer og skabe konflikter - ja, altså, sådan er politik også. Jeg har selv været borgmester og prøvet lidt af hvert. Der er sejre og nederlag. Det er den politiske verden.
Gert Larsen, der var medlem af Venstre, før han for godt tre år siden meldte sig ind i DF, forstår heller ikke, hvordan Peter Jacobsen tilsyneladende har ført skinforhandlinger med socialdemokraterne om en aftale, som han så alligevel springer fra.
- Det er noget luskeri. Jeg er både frustreret og skuffet.
- Nu bliver du løsgænger i fire år?
- Jeg tager det mandat, jeg har fået gennem 445 personlige stemmer, alvorligt, og jeg vil slås for de sager og synspunkter, jeg står inde for. Jeg har naturligvis været i dialog med Peter Jacobsen om denne sag og konstaterer, at her var der en konflikt, hvor enderne ikke kunne nå sammen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her