

Se billedserie
- Jeg har aldrig prøvet at holde en fisk før, udbryder seks et halvt år gamle Vilma begejstret.
Hun holder hænderne frem. I dem ligger en lille fisk og spræller.
Fisken er ikke større end Vilmas finger. Hun kigger interesseret på den, inden hun forsigtigt sænker den ned i vandet igen til de andre små fisk, krebsdyr og krabber som børnene tirsdag formiddag har fanget.
I anledningen af sommerferien er naturvejleder Morten Lindhardt mødt op på Gisseløre bevæbnet med fiskenet, akvarier og adskillige par røjsere i børnestørrelse. Målet er at undersøge livet i Hovet ud for Gisseløre, og denne tirsdag er der rigtig mange børn som gerne vil være med til det projekt.
- Fordelen ved gråvejr er, at så tager folk ikke deres børn med til stranden. Så har de tid til at prøve sådan noget som det her, mener Morten Lindhardt.
- Den er virkeligt nuttet, siger elleve-årige Isabella.
Hun, Vilma og Silke på syv år har fundet sammen om akvariet. De tre piger lader en lille krabbe gå på omgang mellem deres hænder.
Pigerne er ikke synderligt bekymrede for at krabben skal nappe dem i fingrene.
- Den er så lille. Det kilder bare. Den store der ovre, det kan godt nappe lidt, forklarer pigerne.
Mens de taler kommer en dreng stavrende op af vandet. Hans fiskenet er så fyldt med tang, at han knapt kan bære det. Pigerne stimler sammen om nettet for at undersøge det for krabber og andre smådyr.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her