

Se billedserie
Nanna, Silja og Julius er børnebørn til Karen B. Olsen og Carl F. Stub Trock i det nye vindomæne Skambækgaard midt på Røsnæs. Lørdag præcis klokken 12 stod de tre unge klar med hver sin saks, da farfar, Carl, gav det forløsende signal. Og så blev den røde snor klippet over: Døren til det 100 år gamle vandtårn på den lille høj ud mod Kalundborg Fjord kunne åbnes og afdækkede, at tårnet nu er forvandlet til et - vintårn.
Realdania har heldigvis kunne se de historiske og bygningsmæssige perspektiver, og for 150.000 kroner er tårnet blevet en perle som nyt vartegn på den smukke halvø. Carl F. Stub Trock redegjorde for tårnets historie fra dengang, det fungerede som vandhus for tre omkringliggende ejendomme med vand fra den nærliggende kilde.
Nu er der skabt en vinbar og -butik under skyldige hensyn til tårnets arkitektur og smukke farver dannet af okker og metaller fra vandet. Processen har stået på siden foråret, og det har hele tiden været Karen og Carls forventning og håb, at tårnet kunne indvies senest i forbindelse med årets vinhøst på den lille vingård. Det er lykkes.
- Sidste år høstede vi 300 kg druer til vores hvidvin. I år er høsten på 3,3 tons! - altså en 11-dobling. Vi forventer ikke, at mængden stiger tilsvarende i 2021, sagde Carl F. Stub Trock!
Interessen for at indvi tårnet var meget stor. Gæsterne kunne melde sig til på fire klokkeslet, og langt over 100 skrev sig til ind til besøg og smagsprøver på trods af de begrænsninger, som covid-19 skaber. STUB Vintårn er blevet en ny seværdighed i 'vinlandet Røsnæs'.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her