

Se billedserie
De seneste fem år har Kaper Andersen været ansat hos Vestsjællands Antirust Center på Hovvej 24 i Ubby, men siden årsskiftet har han kunnet kalde sig virksomhedsejer.
Hans Rasmussen, den tidligere indehaver siden 1973, og Kasper Andersen har igennem de seneste år forberedt denne bytning af roller.
- Og der kommer ikke til at ske nogle større ændringer i forhold til vores kunder, ligesom vi fortsætter med Dinitrol, fortæller Kasper Andersen.
Medarbejderstaben sker der heller ingen ændringer i, hvor Morten Nielsen med 21 års erfaring fortsætter, og det samme er tilfældet med Hans Rasmussen, der tager endnu et år med rustbehandling af biler.
- Jeg er meget tryg ved at sælge til Kasper Andersen. Han er meget omhyggelig med sit arbejde, og det er der brug for i dette job, siger Hans Rasmussen.
- Ja, jeg har jo haft nogle gode læremestre, lyder det hurtigt fra Kasper Andersen.
Hans Rasmussen har arbejdet med rustbeskyttelse siden 1977, og efter at han havde haft Kasper Andersen ansat i et års tid som bilvasker og til at skille bilerne af, begyndte han at lære Kasper Andersen, hvordan man rustbehandler biler, og det blev senere suppleret med forskellige kurser.
- Vi fortsætter vi med at være tilsluttet Teknologisk Instituts kontrolordning, der indebærer, at DTI hvert år udtager et antal biler til kontrol af, om de har fået den korrekte behandling, fortæller Kasper Andersen.
Og det lokale Dinitrol Center i Ubby er forvænt med topkarakterer hos Teknologisk Institut.
En af de områder, som Kasper Andersen vil ændre på, er i forhold til kontakten til kunderne. Når it-systemerne er på plads, så vil henvendelserne til kunderne ske via mail.
26-årige Kasper Andersen tog springet til Vestsjællands Antirust Center, efter han var færdiguddannet i en radio- tv-forretning i Høng.
Og i sin fritid holder han sig i form ved at cykle og løbe.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her