7. marts 2021
Indehaver og direktør Bjarne Poulsen (tv.) giver corona-sikkert håndslag på handlen med Vergutech Betonteknik til køberen, administrerende direktør for Weber, Klavs Eske. Foto: Saint-Gobain Denmark A/S
Indehaver og direktør Bjarne Poulsen (tv.) giver corona-sikkert håndslag på handlen med Vergutech Betonteknik til køberen, administrerende direktør for Weber, Klavs Eske. Foto: Saint-Gobain Denmark A/S
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Virksomhed er solgt og flytter snart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Virksomhed er solgt og flytter snart
Holbæk - 27. januar 2021 kl. 18:35
Af Kaj Ove Jensen

Efter mere end 20 år med virksomheden Vergutech Betonteknik ApS har Bjarne Poulsen valgt at afhænde virksomheden. Den har siden 2014 haft adresse på Åmosevej 80 i Skellingsted syd for Mørkøv og lå før da nogle år i Tølløse.

Køberen er Saint-Gobain Weber, som er en del af en international industrikoncern. Vergutech Betonteknik sælger, udlejer og servicerer betonblandepumper. De produceres i Tyskland, og virksomheden i Skelling­sted har den nordiske eneforhandling af Vergumat-­pumperne.

Overtagelsen af virksomheden med cirka 10 medarbejdere sker pr. 1. februar, og derefter flytter den i løbet af de kommende måneder til køberens adresse i Karlslunde.

- Jeg var med til at grundlægge virksomheden i 1998 som et datterselskab af en tysk virksomhed. Fra 2002 kørte jeg virksomheden videre alene. De første år lå virksomheden i Hedehusene, men i 2005 flyttede den til Digemosevej 1 i Tølløse, hvor jeg byggede nyt, fortæller Bjarne Poulsen.

Fra Tølløse til Skellingsted

I 2014 flyttede virksomhedens adresse til Åmosevej 80 i Skellingsted, hvor indehaveren i forvejen havde privatadresse.

Bjarne Poulsen etablerede Vergutech, efter at han vendte hjem til Danmark efter nogle år i Tyskland. Navnet Vergutech kommer i øvrigt af det tyske Vergust, som betyder støbning.

Virksomheden i Skelling­sted er totalleverandør af betonblandepumperne med salg, leje og service.

- Og hvis den, der lejer pumpen, ikke har uddannede folk, der kan klare opgaven, løser vi opgaven for dem, forklarer Bjarne Poulsen, der også er direktør i virksomheden.

Betonblandepumperne anvendes, når der skal pumpes materiale til gulvudstøbninger og sammenstøbninger af elementer ved byggerier.

- Vi har lavet en del af sammenstøbningerne af elementerne til de nye bygninger på Holbæk Havn. Og ved næsten alle bygningerne er vores pumper anvendt til sammenstøbning af elementerne, fortæller Bjarne Poulsen.

Tid til familien og naturen

Han har i en alder af 60 år valgt at sælge virksomheden, selv om han satser på at have mange gode år endnu.

- Det gælder om at vise rettidig omhu. Jeg skal afhænde, mens jeg stadig er et aktiv for virksomheden, siger Bjarne Poulsen, som en ikke nærmere afgrænset overgangsfase vil være køberen behjælpelig med bistand omkring den virksomhed, som han betegner som sit hjertebarn.

Han er sikker på, at Weber er det rigtige match, der vil sikre en fremtidig udvikling af forretningen.

I øvrigt har Bjarne Poulsen stadig et par andre virksomheder, Dansk Brønd Teknik og Beton­scanning DK, som han driver videre i Skellingsted.

- Uden at jamre håber jeg at komme ned på 37 timer, siger Bjarne Poulsen, som gerne vil have mere tid til familien og til at komme mere ud i naturen og på jagt.

Kan skabe samlet løsning

I en pressemeddelelse siger Klavs Eske, der er administerende direktør i Saint Gobain Weber, Klavs Eske, at Vergutech er bredt anerkendt på markedet i Danmark for pumper til pumpning af beton og mørtel.

- Med overtagelsen af Vergutech får vi ikke bare mulighed for at videreføre en sund forretning, men også for at udnytte synergier med vores eksisterende forretning. Det gælder ikke mindst i forhold til på sigt at kunne skabe samlede løsninger, hvor vores mørtler er optimeret og samstemt med pumperne, siger Klavs Eske i pressemeddelelsen.

Weber har fire fabrikker i Danmark, mens der på verdensplan er cirka 200 fabrikker i 52 lande. Virksomheden er en af byggebranchens største leverandører af mineralsk baserede byggematerialer. Weber er en del af Saint-Gobain, en af verdens største industrikoncerner med leverancer af materialer til byggebranchen.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk