Midt- og Vestsjællands Politi beder nu offentlighedens hjælp til at identificere en mand i en sag om mishandling af en hest hos Holbæk Rideklub, som ligger på Ladegårdsalleen i Holbæk.
Her blev en hest mishandlet natten til fredag den 11. september. Mishandlingen blev opdaget næste morgen, hvor en dyrlæge, der konstaterede, at hesten havde så alvorlige skader, at den måtte aflives.
Hesten er efterfølgende blevet obduceret på Patologisk afdeling ved Københavns Universitet. Den foreløbige undersøgelse viste ingen naturlig forklaring på de skader, som hesten var blevet påført.
Politiet har under efterforskningen gennemset videoovervågningen fra rideklubbens område, hvor en uidentificeret mand ses ankomme torsdag aften kl. ca. 22.48. Han formodes at have opholdt sig i rideklubbens bygninger frem til kl. ca. 01.49, hvor han ifølge videoovervågningen forlader området med en jakke over højre underarm og en flaskelignende genstand i venstre hånd.
Ud fra videoovervågningen kan den uidentificerede mand beskrives som 25-30 år, spinkel af bygning, kort hår, iført mørk jakke, herunder kortærmet bluse/skjorte, lange bukser og mørke sko.
Politiet ønsker nu offentlighedens hjælp til at få manden identificeret, så han kan afhøres om sin færden på området. Oplysninger om manden eller tip i øvrigt bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller via nærmeste politiet på tlf. 114.
Den første overvågningsvideo her under viser manden komme og den næste viser ham forlade stedet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her