27. juli 2021
Sommerhusejerne nord for Mogenstrup Grusgrav er stærkt utilfredse med, at det i regionens forslag til en ny råstofplan nok engang foreslås at udvide graveområdet.
gallery icon

Se billedserie

Sommerhusejerne nord for Mogenstrup Grusgrav er stærkt utilfredse med, at det i regionens forslag til en ny råstofplan nok engang foreslås at udvide graveområdet.
Foto: Mik
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mere grusgravning: Naboer siger nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Mere grusgravning: Naboer siger nej
Holbæk - 25. oktober 2020 kl. 09:10
Af Kaj Ove Jensen

Sommerhus­ejerne i området ved Mogenstrup Grusgrav vest for Brorfelde går nok engang til kamp mod en foreslået udvidelse af området, hvor der kan graves efter grus.

De protesterer på det kraftigste imod, at Region Sjælland i det nylig offentliggjorte forslag til en ny råstofplan for 2020-2031 har inddraget et nyt område ved den eksisterende grusgrav, Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri, på Galøvej 8.

Området på 5,3 hektar var ikke med, da regionen for lidt over et år siden sendte 12 områder i partshøring i forbindelse med forarbejdet til råstofplanen. Men området i Mogenstrup blev inddraget, da dele af Udvalget for Regional Udvikling ønskede, at det kom med. Det blev fulgt af Forretningsudvalget og Regionsrådet i september.

Endnu en udsættelse af lukning

Derefter fik bestyrelsen i Grundejerforeningen Jukkerup, med forsinkelse, tilsendt høringsmateriale. På grund af den korte frist har bestyrelsen sendt et svar, hvor den blandt andet skriver, at den på det kraftigste vil protestere mod endnu en udsættelse af lukningen af grusgraven på Galøvej.

Når der tales om en udsættelse af lukningen, skyldes det, at Naturklagenævnet i en afgørelse fra 2002 skrev om »definitivt ophør af graveriet i 2009«.

»Vi har i årevis måttet finde os i, at den lovede lukning i 2009 er blevet udsat gang på gang, samtidig med at den fortsatte gravning muliggør fortsat knusning af byggeaffald, da lodsejer kun har tilladelse til at knuse materialerne i stenknuseren, så længe der graves grus«, heddet i høringssvaret.

- Vi blev meget overraskede

- Vi blev meget overraskede, da vi fik at vide, at området var taget med i forslaget, siger Pernille Kepler, der er formand for Grundejerforeningen Jukkerup.

Hun henviser til, at naboerne også i forbindelse med Råstofplan 2016 kæmpede for at få en udvidelse af området ud af planen. Det lykkedes dengang.

Det fik den daværende ejer af grusgraven, John Ravn Christensen, Holbæk, til at klage over regionens beslutning. Klagen blev i november i år afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Derfor undrer det Pernille Kepler, at nogle politikere tilsyneladende nu har ønsket området tilbage i arbejdet med råstofplanen.

I høringssvaret nævnes det også, at knusningsanlægget er en stadig kilde til støj og støv, og der opleves ingen kontrol med hverken støj, tider, støv eller indhold. For eksempel er det nyt for sommerhusejerne, at der knuses asfalt i et åbent anlæg tæt på beboelse.

Region vil undersøge nærmere

I det fremsendte høringsmateriale fra regionen står der, at »Det bør undersøges nærmere, om grænseværdierne i forhold til støv, støj og vibrationer kan overholdes for det nærliggende sommerhusområde, før Region Sjælland evt. giver tilladelse til råstofindvinding«.

- Der foreslås et graveområde, der er næsten lige så stort som den eksisterende grusgrav. Vi kan ikke se en ende på det, så længe der er en knusemaskine, siger Pernille Kepler.

Ud over bestyrelsens partshøringssvar vil der formentlig også være nogle, der individuelt skriver høringssvar i perioden med den offentlige høring frem til den 11. december.

- Bliver ved at finde på nye argumenter

Også Blanksøgård Grundejerforening vil protestere mod forslaget om et nyt graveområde ved Mogenstrup Grusgrav. Det vil ske ved et høringssvar før fristudløb.

- Vi er meget klart imod. Nu har man leget en leg i, jeg ved ikke hvor mange år, og man bliver ved at finde på nye argumenter. Man kan blive ved at hente sand i et stort område - hvor stopper det? spørger Jan Myntekær Poulsen, formand for Blanksøgård Grundejerforening.

I et høringssvar fra september i år i en anden sag om en revideret gravegrænse og efterbehandling i grusgraven opfordrer grundejerforeningen i øvrigt regionen til et skærpet tilsyn for at afbøde gener i form af støj og støv, som grusgraven opfører.

Der er gravet grus, sand og sten i området siden 1917. I foråret 2019 blev Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri solgt af ejeren siden 1992, John Ravn Christensen, til Steen Hansen, Ringsted.

Fortsat kamp i Vallestrup

For et år siden gjorde beboerne i Vallestrup og omegn det klart, at de på ingen måde var interesserede i, at der blev etableret en grusgrav på adressen Vallestrupvejen 36. Området ligger i det lille samfund Vallestrup syd for Holbæk by og lidt vest for Vipperød.

Beboerne er i det mellemliggende år ikke blevet mildere stemt. De blev første gang gjort bekendt med planerne for lidt over et år siden, da området af Region Sjælland blev sendt i partshøring i arbejdet frem mod Råstofplan 2020.

Dengang omtalte dagbladet Nordvestnyt, at beboerne i over 30 husstande absolut ikke mente, det var en god idé. Det var kun en håndfuld af de nærmeste naboer, der fik tilsendt materialet fra regionen, men langt flere tilsluttede sig altså protesterne.

Stor bekymring for trafik på smal vej

Beboere fra 32 ejendomme har indsendt et fælles partshøringssvar. Her udtrykker de stor bekymring for trafiksikkerheden på en smal vej, herunder bløde trafikanter. Beboerne frygter desuden for værditab af deres ejendomme, at grundvand og natur påvirkes, og at mange vil blive påvirket af støv, støj og tung transport.

Forsyningsselskabet Fors A/S, der har vandledninger og to boringer på området, har i et partshøringssvar angivet konkrete ønsker til vilkårene i en eventuel gravetilladelse.

På et areal på 24,8 hektar er der forekomster af sand og grus på 800.000 kubikmeter. Råstofressourcen er cirka otte meter tyk, den ligger nær overfladen og over grundvandspejlet og er af en forholdsvis god kvalitet, hedder det i Region Sjællands omtale af arealet.

Det nævnes også, at den nærmeste udkørsel vil være Vallestrupvejen, som er forholdsvis smal. Derfor nævnes det i den politiske behandling af forslaget til råstofplanen, at betingelsen er, at regionen først kan give gravetilladelse, når lodsejeren og kommunen har fundet en tilfredsstillende løsning på adgangsvejen.

Beboere gør klar til en ny omgang

Beboerne i Vallestrup-området gør klar til at komme med et nyt høringssvar i den offentlige høring.

- Vi arbejder videre på alle de fronter, vi kan, for at få det uddybet noget mere. Forslaget var på nippet til at blive taget ud på grund af de, så der er lyttet en lille del, da de selv peger på, at vejen ikke kan bære den tunge trafik, siger Charlotte Gustafsson, Vallestrupvejen 28, der bliver nabo til grusgraven, hvis den kommer.

Beboerne holder et møde 22. november for at få de sidste ting med i høringssvaret.

Der er ingen protester mod en foreslået udvidelse på 2,5 hektar af det eksisterende område ved Sophienholm Grusgrav vest for Tølløse.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk