21. oktober 2021
Holbæk Sportsbys kunstgræsbaner er fyldt med fjer og mågelort.
gallery icon

Se billedserie

Holbæk Sportsbys kunstgræsbaner er fyldt med fjer og mågelort.
Foto: Karina Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Unge fodboldspillere bliver smurt ind i mågelort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Unge fodboldspillere bliver smurt ind i mågelort
Holbæk - 14. oktober 2021 kl. 10:32
Af Karina Hansen

I lang tid har Holbæk Sportsbys kunstgræsbaner været ramt af et problem af den mindre appetitvækkende art. Området er nemlig plaget af store flokke af måger, som efterlader banerne dækket af afføring.

Og det er der flere, der er trætte af. En af dem er Jacob Madsen, som er tidligere bestyrelsesmedlem i Holbæk Bold- og Idrætsforening (HBI) og nuværende årgangsansvarlig for U13-fodboldholdet HBI, hvor hans 12-årige søn spiller.

Jacob Madsen oplever ofte, at sønnens tøj er smurt ind i store mængder af fuglenes efterladenskaber efter træning. Når det står værst til, går det ud over strømper, shorts og trøje, og nogle gange også hænderne efter en glidende tackling.

- Det er jo ulækkert, men jeg vil heller ikke forbyde ham at spille, fortæller Jacob Madsen og fortsætter:

- Det frustrerer mig bare, at der ikke er blevet gjort noget ved det.

I dialog med kommunen

Carsten Damgaard, som er direktør i Holbæk Sportsby, fortæller, at de i sportsbyen gennem længere tid har været i dialog med Holbæk Kommune for at finde en holdbar løsning på måge-problemet.

Men det er tilsyneladende nemmere sagt end gjort at jage fuglene permanent væk fra banerne. Carsten Damgaard forklarer, at de eksempelvis har overvejet at sætte såkaldte skræmmefugle op - altså figurer af fuglearter, som mågerne frygter fra naturens side.

- Problemet er, at eksperterne fortæller os, at det ikke virker i længden, fortæller Carsten Damgaard.

Ifølge Leif O. Pedersen, som er driftschef i Holbæk Sportsby, er hyppige og stærke vindstød også en udfordring i forhold til skræmmefuglene.

- De blæser simpelthen væk, fortæller han.

I forbindelse med udbedring af banerne er en grundig rensning tidligere blevet forsøgt, men uden at det havde en langvarig effekt på banernes renhed. Leif O. Pedersen fortæller desuden, at det koster over 100.000 at rense banerne, så hyppige rensninger er ikke en løsning, der er økonomisk holdbar på den lange bane.

Regulering virker ikke

Noget af det, der undrer Jacob Madsen, er, at mågerne ikke bliver forsøgt reguleret - altså aflivet. Det er dog allerede forsøgt, uden det havde den ønskede effekt, fortæller Leif O. Pedersen.

- Jeg tror, at jægeren ramte en enkelt måge, før de alle var fløjet væk, og de kom hurtigt tilbage, forklarer han.

Måger er en fredet dyreart, hvilket betyder, at der skal indhentes tilladelse til regulering fra Naturstyrelsen, ligesom det skal være en jæger med jagttegn eller en skadedyrsbekæmper, der foretager reguleringen.

Det betyder dermed også, at sportsbyens ansatte ikke bare kan gå ud og skyde efter mågerne, når de indtager plænen.

Svært at narre fuglene

Vildtkonsulent for Naturstyrelsen Henrik Jørgensen medgiver, at det er en udfordring at skræmme mågerne permanent væk fra området, fordi de hurtigt regner ud, at redskaber som skræmmefugle eller fugleskræmsler ikke er farlige.

Han mener til gengæld, at der findes andre muligheder, som kan skræmme fuglene væk - som minimum i en periode. For eksempel nævner han "hyleren," som er en dukke i menneskestørrelse, der udsender lys og høje lyde. Men der er en risiko for, at mågerne også vænner sig til hyleren med tiden.

Af andre mulige løsninger nævner Henrik Jørgensen skræmmeskud med særlige pistoler, som dog skal affyres flere gange om dagen. For at opnå en længerevarende effekt mener han, at det kan være en god løsning at anvende flere forskellige metoder.

- Det handler om at drille fuglene så meget som muligt og så forskelligt som muligt, forklarer Henrik Jørgensen.

Efterlyser handling

Leif O. Pedersen fortæller, at advarselsskud med gaskanoner har været med i overvejelserne til at skræmmer mågerne væk fra banerne. Men fordi der er naboer tæt på sportsbyen, som ville blive forstyrret af de høje lyde, finder han ikke metoden optimal.

Men han er åben overfor at afprøve idéer, der ligger inden for budgettet og ikke generer naboerne.

- Jeg kunne godt finde på at prøve hyleren. Det er jo et kæmpe problem med de måger, udtaler Leif O. Pedersen, som derudover fortæller, at han har brugt det sidste halve år på at prøve at finde en løsning.

Jacob Madsen er glad for, at sportsbyen er opmærksomme på problemet, og at de er i dialog med Holbæk Kommune om at finde en løsning. Men han mener også, at der burde være mere handling bag ordene.

- Dialog er jo ikke ensbetydende med, at der sker noget. Problemet har varet ved i flere år, så jeg synes godt, at man kunne have prøvet nogle flere ting, mener Jacob Madsen, som også har savnet kommunikation fra sportsbyens side.

- De kunne måske godt have informeret om, at de er klar over problemet, og prøver at finde en løsning, siger han.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk