

Se billedserie
- Det havde vi ikke lige set komme.
Sådan lød den første spontane kommentar til kommunens corona-belønning til de ansatte fra Tine Grodal, HK-repræsentant og næstformand i hoved-Med-udvalget i Holbæk Kommune.
I dag har medarbejder-repræsentanterne i det centrale Med-udvalg haft en første fælles snak om politikernes udspil. Og der var glæde hele vejen rundt.
- Det er et meget positivt signal, at en enig kommunalbestyrelse giver os denne anerkendelse. Det er en fin måde at honorere indsatsen på, siger Tine Grodal.
Medarbejderne har også noteret sig, at det, politikerne vedtog onsdag aften, ikke er en endelig finpudset løsning.
Der skal nu laves et konkret forslag, som politikerne skal behandle i økonomiudvalget og derefter i kommunalbestyrelsen.
- Men anerkendelse er ikke til at tage fejl af, og så venter vi ellers på det konkrete udspil, siger Tine Grodal.
- Trængte I til en opmuntring?
- Ja, det kan man vist godt sige, svarer Tine Grodal.
Den anerkendelse, som alle partier blev enige om ved kommunalbestyrelsens møde onsdag aften, går til alle kommunens medarbejdere og har en værdi af 900 kroner pr. fuldtidsansat.
Det indgik i beslutningen, at det er medarbejderne på den enkelt arbejdsplads, som sammen med ledelsen skal beslutte, hvordan skulderklappet skal bruges.
En mulighed er, at hver medarbejder får et gavekort, som kan bruges i de lokale butikker, restauranter og kulturtilbud. En anden mulighed er, at medarbejderne bruger pengene på et fælles arrangement af en eller anden art - når altså coronasituationen bliver så meget bedre, at man igen må mødes i større grupper.
Også fagforeningen FOA har kommenteret kommunalbestyrelsens beslutning.
Reaktionen er særdeles positiv hos Gitte Damm, som er næstformand i FOA Vestsjælland, område Holbæk.
- Jeg vil gerne på vegne af FOA Vestsjælland både kvittere og applaudere for denne beslutning, der mig bekendt er uden fortilfælde i kommunens historie, siger Gitte Damm i en pressemeddelelse.
- Der bliver fra kommunens politiske ledelse sendt et meget tydeligt, anerkendende signal til kommunens medarbejdere i en vanskelig og ekstraordinær tid, hvor alle mærker konsekvenserne af at skulle arbejde på en anden måde, end de er vant til, og hvor der for en stor del af medarbejderne også er knyttet en konstant frygt for at blive smittet med Covid-19 til udførelsen af det daglige arbejde, siger Gitte Damm i pressemeddelelsen.
FOA er fagforening for en stor del af personalet på plejeområdet og for pædagogmedhjælperne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her