18. september 2021
Kok Laurits Juul Jensen (tv.) og indehaver Gorm Jensen er snart klar til at tage fat i det spritnye køkken, som er indrettet hos Brasserie Mosten & Deli.
gallery icon

Se billedserie

Kok Laurits Juul Jensen (tv.) og indehaver Gorm Jensen er snart klar til at tage fat i det spritnye køkken, som er indrettet hos Brasserie Mosten & Deli.
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Et nyt spisested bygges op helt fra bunden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Et nyt spisested bygges op helt fra bunden
Holbæk - 24. juli 2021 kl. 11:59
Af Kaj Ove Jensen

For omkring et halvt århundrede siden arbejdede Gorm Jensen efter skoletid på mostfabrikken i Tølløse. Her var han med til at flytte æblerne, når de blev leveret og at samle papkasser med mere. Arbejdet indebar for eksempel også at lyse flasker for at se, om indholdet var grumset.

arrow Læs også: Mostparkens »første blomst« er sprunget ud

Det er på den samme grund, at den mangeårige halinspektør i Tølløse Hallen, Gorm Jensen, i denne tid er ved at gøre klar til at åbne Brasserie Mosten & Deli. Det bliver formentlig i begyndelsen af august, at dørene slås op.

Spisestedet ligger i den ene ende af sundhedshuset, som er nyopført på grunden, hvor de fleste af bygningerne fra mostfabrikkens tid blev revet ned sidste år.

I den ene ende af stueetagen, hvor de to lægehuse ligger i den anden del, er der ved at komme styr på de sidste forhold før åbningen.

- Her var min første arbejdsplads på mostfabrikken. Og brasseriet kunne godt blive min sidste arbejdsplads, siger Gorm Jensen, der er 64 år.

Samler hele baduljen

Hvad er det så for et spisested, der åbner. Og hvorfor benævnes det brasserie og ikke restaurant?

- Min fortolkning af brasserie er, at det køkkenmæssigt samler hele baduljen. Råvaremæssigt og fagligt set ligger det måske et niveau højere end en café. Uden at vi går efter en Michelin-stjerne, forklarer Gorm Jensen.

For indehaveren betyder udtrykket brasserie også, at der er en mere afslappet atmosfære end det mere formelle ved udtrykket restaurant. Spisestedet vil også være et sted, hvor familier med børn kan komme.

Siden februar har Gorm Jensen arbejdet med tegninger og oplæg til indretningen helt fra bunden af det nye spisested. Det er sket i samarbejde med hans kone, Kirsten Svendsen, som tidligere har drevet en butik med brugskunst i Tølløse.

- Mangler du ikke en kok?

Gorm Jensen er selv uddannet både tjener og kok og skal i høj grad stå i køkkenet. Men han har også ansat en kok, nemlig Laurits Juul Jensen, 25 år, og fra Tølløse.

Hans forældre kom forbi en dag, hvor Gorm Jensen gik i lokalerne, og han inviterede på en rundvisning. De kender hinanden, fordi Gorms kone har arbejdet sammen med Lisette Juul Jensen, som er mor til Laurits.

- Lisette spurgte, om jeg manglende en kok, for hun havde en hjemme i kælderen, fortæller Gorm Jensen.

Da de to mødtes, blev de hurtigt enige om en aftale.

- Jeg har altid brændt meget for at lave mad, og efter folkeskolen kom jeg i lære som kok, fortæller Laurits Juul Jensen.

Det meste af læretiden på fire år blev tilbragt i køkkenet på hotel Skt. Petri Krystalgade i København. Det sidste halve år var han hos den italienske restaurant Famo i Saxogade.

- Det var også fedt at prøve. Det var mere intimt, fordi man står i restauranten og tilbereder maden, fortæller Laurits Juul Jensen.

Åbner når de er helt klar

Efter at han var udlært i december 2017, fik han i januar 2018 ansættelse på den franske bistro Pastis i Gothersgade.

- Det er et af de rigtige københavnske brasserier. Jeg blev lært op i fiskepartiet, og jeg har lært meget derinde. Der var meget, meget travlt, for det er et populært og velbesøgt spisested, forklarer Laurits Juul Jensen.

I eftersommeren 2020 valgte han selv at sige op hos Pastis, fordi han havde lyst til lige at »trække vejret«. Han boede da i Roskilde, men flyttede tilbage til forældrene i Tølløse.

- Vi glæder os til at komme i gang, også efter coronaen, siger Laurits Juul Jensen.

Der mangler noget malerarbejde og det sidste ved indretningen.

- Vi åbner ikke, før vi er sikre på, at vi er 100 procent klar. Det bliver nok en af de første dage i august, venter Gorm Jensen.

Næste uge skal blandt andet bruges på at teste og smage retterne til.

Der er i øvrigt aftale med et hold på tre-fire medarbejdere, som Gorm Jensen kender sin tid i Tølløse Hallen, om, at de kan indkaldes efter behov til servering, opvask og rengøring med mere.

Tag selv rødvinen med om søndagen

Der vil være åbent i Brasserie Mosten hver dag, undtagen mandag. Da det ofte er svært at få gæster om søndagen, vil der søndag aften blive indbudt til »Sunday Roast«. Det er en engelsk tradition, der forsøges på dansk. Det betyder, at gæsterne kan få serveret rødt kød med tilbehør, mens de selv tager vinen med, uden at skulle betale proppenge. Øl og vand skal købes.

Foruden et halvt hundrede siddepladser i serveringslokalet er der også en stor terrasse til rådighed i sommerhalvåret. Brasseriet leverer også mad ud af huset. Og i en delikatesseafdeling med separat indgang vil der være åbent i fire timer torsdag-søndag med salg af forretter, stegeretter, desserter og vegetarretter.

Ikke klar til pension

Gorm Jensen er 64 år og har dermed en alder, hvor en del måske tænker på at stoppe på arbejdsmarkedet. Men Gorm Jensen har altså haft mod på at kaste sig ud i at etablere et nyt spisested.

I slutningen af 2020 talte han med kredsen bag Mostparken Tølløse ApS, som i 2019 købte mostgrunden, som den er blevet kaldt i daglig tale - nu er det officielle navn Mostparken.

- Vi talte om, at der var brug for et godt spisested i Tølløse. Den udfordring kunne jeg ikke sige nej til. Det tog kun 10 minutter at beslutte mig, da vi talte om det. Jeg har både lysten og energien, og helbredet har det fantastisk, fortæller Gorm Jensen.

Han mente også, at det var tid til, at der skulle nye koste til at feje i Tølløse Hallen. Her havde han sidste arbejdsdag søndag den 31. januar efter at have været halinspektør siden 1997. Den opgave betyder, at man også er forpagter af selskabslokalerne, cafeen og cateringafdelingen.

- Da jeg var hjemsendt på grund af Covid-19, fandt jeg ud af, at det bestemt ikke var tid til at gå på pension, forklarer Gorm Jensen.

I kokkelære i 1974

Restauratøren har en lang erfaring i branchen.

- Jeg vidste tidligt, at jeg ville i lære som kok. Jeg blev smittet af miljøet på Elverdamskroen, hvor min farmor og farfar var venner med indehaverne, beretter Gorm Jensen.

I 1974-78 blev han udlært kok på Lindenborg Kro. Han tog også en tjeneruddannelse 1978-1980 og fik også papir på at være receptionist.

I 1980 fik han job en centerpub i Amager Centret. Stedet var ejet af badminton­stjernen Svend Pri, men i 1982 købte Gorm Jensen og en kompagnon stedet. Der var både selskabslokaler, pizzeria, fadølsbar, café samt bar og spisested i forbindelse med Amager Scenens forestillinger.

I 1992 blev stedet solgt i flere dele, og Gorm Jensen arbejdede forskellige steder, før han i 1995 blev køkkenleder på Tølløse Slot. Her var der flygtningecenter, hvor der blev tilbudt et studenterkursus. Her var han, indtil han i 1997 blev halbestyrer.

Gorm Jensen har altid haft bopæl i Tølløse, hvor han er tredje generation, og hans datter og to børnebørn er fjerde og femte generation. Hans farmor og farfar, Kamma og Henning Jensen, stod for driften af byens biograf og telefoncentral. Driften blev senere overtaget af Gorms forældre, Sys og Jørgen Jensen.

arrow 20 nye boliger i bymidten
28. juli 2021 kl. 12:02 Opdateret: kl. 10:20
arrow De første er flyttet ind i Mostparken
27. juni 2021 kl. 14:10 Opdateret: kl. 18:07
Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk