

Se billedserie
Alpakaer stammer fra højlandet i Sydamerika. Og de er ualmindeligt cool. Faktisk så rolige, at det også smitter mennesker.
Det kan man forvisse sig om, hvis man besøger Katja og Rasmus Piil på deres gård i Bukkerup. Eller hvis man melder sig til en af de alpaka-skovture, som Katja Piil arrangerer i en skov ved Gyrstinge.
Ægteparret har netop fået 200.000 kroner i tilskud fra LAG Midt- og Vestsjælland, som støtter projekter, der giver liv og aktivitet i landområderne.
- De skal gå til at lave nogle faciliteter for dem, der besøger os og alpakaerne, fortæller Katja Piil, som har opdrættet alpakaer siden 2017.
Alpakaerne er i nær familie med lamaer, og de har en indstilling, som afviger en del fra de almindelige danske husdyr: De er usædvanligt rolige.
- Det mærker man hurtigt, når man har med dem at gøre. Man bliver selv rolig og afslappet af at være i nærheden af dem, fortæller Katja Piil.
Den oplevelse deler hun gerne med andre. Gården fungerer derfor som besøgsgård på flere måder. Familier kan komme på besøg, og det samme kan skoleklasser.
Desuden bruger Katja Piil alpakaerne som ekstra virkemiddel i mindfulness-kurser.
At holde kursus i fri luft midt om vinteren er dog lidt vanskeligt. Og det nye tilskud fra LAG skal derfor bruges til at skaffe tag over hovedet til gæsterne i Bukkerup.
Corona-restriktionerne tillader naturligvis ikke større kursushold i denne tid. Men helt små grupper kan godt besøge alpakaerne.
- Det er i fri luft, og så længe vi højst er fem personer i alt, overholder vi jo alle regler, siger Katja Piil.
Alpakaerne er på sin vis også selv ret corona-orienterede fra naturens side:
- Dyrene vil helst holde afstand - de bryder sig ikke om, at mennesker kommer alt for tæt på, fortæller Katja Piil.
Og ganske vist er alpakaerne som udgangspunkt meget rolige. Men hvis man kommer for tæt på, er de knap så flinke. Mest berømt er det nok, at lamaer og deres slægtning alpakaen kan reagere med en velrettet spytklat.
Katja Piil forklarer, at alpakaerne er »flok- og flugtdyr«. De bryder sig ikke om at være alene. Og hvis der er ugler i mosen, vil de helst stikke af. Spytklatten er først og fremmest en reaktion, som kommer, hvis der ikke er en flugtmulighed.
- Alpakaerne er meget anderledes end de dyr, vi ellers kender. At lære at forstå en hund er lidt som at forstå svensk. At forstå en alpaka er som at forstå kinesisk, siger Katja Piil.
Man kan læse mere om alpakaerne i Bukkerup på alpati.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her